Brunsttid for mårhunde – betyder ekstraordinær indsats for Naturstyrelsens mårhundejægere
Når det er brunsttid for mårhunde, er det arbejdstid for Naturstyrelsens mårhundejægere.
Bilerne parkeres ved en fangfold på Tipperne. De specialtrænede hunde lukkes ud, og sporingsudstyret klargøres. I løbet af få minutter er en lille gruppe mænd iført gummistøvler eller waders gående på vej mod nordvest. Der er masser af vand på engene.
Der gøres holdt efter et par hundrede meter – pejlet løftes og drejes roligt rundt. Der er signal. Judasdyret sender. Det ligger derude et sted i rørskoven eller måske på en lille ø.
Ægrøver enten på farten eller stationær
Mårhundebrunsten er nemlig her i starten af marts på sit højeste. Hanner og hunner af den invasive udskældte ægrøver leder efter hinanden over det ganske land. Det betyder, at dyrene er på farten – og det benytter en del af Naturstyrelsens mårhundejægere sig af. Ser de, at et judasdyr synes at blive i det samme område over længere tid, tyder det på pardannelse, og så er det tid at fange magen.
Marts er derfor også højsæson for opsporing af mårhundene, der hører hjemme i hundefamilien og bærer det latinske navn Nyctereutes Procynoides.
Vildtkameraer og kattefoder virker
Der skal handles hurtigt, når vildtkameraer på foderpladser eller judasdyrenes sendere fortæller, at der er mårhunde i et område. Fire steder fodres der på Tipperne, og via vildtkameraer holdes der øje med hvem, der spiser kattepillerne. Er der mårhunde, rykker mårhundejægerne ud. I midten af marts var de i aktion både på Tipperne og Værnengene.
Høj puls
Pulsen er høj. Alle er tyste og tændte, da vi nærmer os det sted, pejler har guidet os imod. Hundene er på mærkerne. De ved, at deres opgave ikke er at slå mårhundene ihjel men i stedet spore dem, forfølge og stoppe dem, hvis de flygter.
Da en odder pludselig springer i vandet lige foran hundene, farer de efter den men stoppes prompte af et par kommandoer, der ikke kan misforstås. Odderen slipper med skrækken.
Skuespil og camouflage
Pludselig står vi foran mårhundeparret, der uden en bevægelse ligger og nærmest omklamrer hinanden i resterne af noget tagrør. Det er mårhundenes klassiske flugtreaktion; at ”spille død” Deres pelsfarve falder uhyggeligt godt sammen med rørene. Selv da vi er tæt på dem, bliver de liggende. Første da en af hundene stikker sin kolde næse ned i deres varme pels, forsøger den ene at flygte.
Brian Kjølhede, som har været i en sådan situation mange gange, kaster sig frem og får fat i nakkeskindet på mårhunden. Det andet dyr spiller fortsat død. Peter Bülow er klar med en træstok med en grenkløft, hvis den skulle få samme ide som sin mage.
Resignationens strategi
Det er som om, den resignerer og bliver liggende. Brian kan med et snuptag også tage det andet dyr i nakken. Hundene skiftevis gør og snuser til mårhundene, som synes at have fundet sig i ”anholdelsen”.
Uvelkommen og fredløs
Processen er kort. Dyret med pejlet slippes løs for at trække en ny mage til. Dyret uden pejl aflives og hjemtages. På Værnengene gentager historien sig et times tid senere. Det er ideen med hele indsatsen.
Kun i Jylland
Ikke bare på Tipperne, som er et beskyttet vadefugle- og naturområde af internationalt format, er mårhunden et uvelkomment dyr. Det gælder alle steder i Danmark. Mårhunden er dog indtil videre kun påvist i Jylland. Judasdyrene er jævnligt på ”arbejde” på Fyn men har heldigvis ikke fundet en mage siden 2013, hvor det blev til et enkelt dyr. Et dødt dyr blev dog fundet på stranden på Nordvestfyn (Røjle Klint) i september 2017.
