Billig italiensk allrounder: Bettinsoli Diamond E

I en mindre fabrik i udkanten af Gardone val Trompia i Norditalien arbejder omkring 20 mennesker med at producere Bettinsoli-haglgeværer i et familiefirma med den nuværende ejer, Enrico Bettinsoli, i spidsen. De producerer i konkurrence med andre større producenter til den billigere ende af markedet.

Skrevet af: Thorkild Ellerbæk, 22. oktober 2018
Foto af: Thorkild Ellerbæk

For en del år siden var Bettinsoli kendt som et billigt førstekøber-gevær. Det var bestemt ikke ringe, men der var heller ikke så meget, der gjorde, at de hævede sig over alle de andre. Enrico Bettinsoli (søn af stifteren) vendte bøtten og investerede i den nyeste CNC-teknik og uddannede sine folk til at producere det, de kalder bedre våben til en billig pris.

Bettinsoli har været på det danske marked en del år nu, men som så mange andre af de mindre kendte navne kæmper de med at få fat i de konservative danske jægere, som er meget svære at lokke væk fra navne som Browning og Beretta. De to mærker har næsten altid et slagtilbud i butikkerne, så konkurrencen i prisklassen 10-15.000 kroner er benhård. Og det er lige der, Bettinsoli ligger.

Blandt producenterne i Gardone er det navne som F.A.I.R., Rizzini, Sabatti og Bettinsoli, som står for den billigste del, og de har hver især nogle kendetegn, som gør, at de adskiller sig fra hinanden. Kvaliteten i disse billigere geværer er der sådan set ikke noget dårligt at sige om. Det er haglgeværer, som de fleste af os vil kunne tage lige fra hylden og bruge til jagt og lerdueskydning. Det er vigtigt, at man i vurderingen holder sig for øje, at der ikke er tale om geværer, som er dyrere. Pris og kvalitet følges som bekendt ad i de fleste af de ting, vi køber.
Teknisk er de fleste af de billige lavet over samme skabelon som f.eks. Beretta eller Browning. Konstruktionen af over/under-mekanikken er stort set ikke ændret, siden de to mærker for alvor satte dem i produktion.

 

Der er efter min erfaring en del forskel på den finish, de forskellige leverer. Det er i den klasse, man kan finde geværer, hvor graveringerne er mindre heldige eller decideret grimme, hvor samlingerne ikke er blevet tilpasset helt fint, og hvor lidt afpudsning af en menneskehånd kunne gøre underværker. Det er klart, at i den klasse er der ikke råd eller plads til megen håndfinish eller for den sags skyld til at vælge skæftetræ, som præsenterer sig godt.

Testgeværet er en Bettinsoli Diamond E. Det er en model, importøren Normark har haft en del indflydelse på. Den er ikke decideret lavet til det danske marked, men f.eks. vælges skæftetræet blandt de bedre stykker træ på fabrikkens lager. Og det er Enrico Bettinsoli helt med på. F.eks. blev en ordre på 50 stk. Diamonds til 35 stk., da pakken kom til Randers. Begrundelsen var, at der ikke var de sidste 15 skæfter på lager, som var gode nok til Danmark.

Det er da også – i forhold til prisen – pænt oliebehandlet træ, der sidder på geværet. Med en lidt markant netskæring på pistolskæfte og forskæfte, ligesom en ekstra oliering ikke ville skade, men selve træet har pæne årringe, og bagkappen er i gummi. Men det er den gode slags med glat overflade. Skæftelængden er standard 37 cm.

Ligner en italiener

Det overordnede indtryk af testgeværet er, at det teknisk set og i formgivning og udførelse er en italiener i prisklassen, bortset fra det pænere skæfte. Og der er guldfugle på baskylerne og bundstykket, hvilket slet ikke er ualmindeligt, men i min bog sjældent øger den æstetiske værdi. Det er en pæn sneppe og en knap så pæn and. Bundstykkets "portræt" af en fasankok er noget overdramatiseret. Selve lasergraveringerne uden om guldfuglene er moderne egeløv uden at være overbroderet. Det er en fin udført lasergravering, som lige nøjagtig skaber dybde og kontrast i udsmykningen og faktisk – lige bortset fra guldfuglene – er udført pænere end på andre italienske geværer.

Bettinsolien kommer med automatisk sikring og løbsvælger i sikringsknappen, og der er også lavet udsmykning på den del af overfladerne.

 

Mekanisk er det en hel regulær over/under-låsemekanisme i 100 procent "italian style" og i stål. Der er på denne model ikke valgt letvægtsaluminium, og overfladen er behandlet, så den fremstår lys uden at være blank. Det er en lås med skruefjedre og et gennemprøvet system, som faktisk i dag er fælles for de fleste italienske geværer. Aftrækket er inertistyret, som igen er standarden i denne gruppe. Jeg savner en fangsikring i låsen, men lige netop denne gode detalje omkring sikkerheden er efterhånden helt faset ud af moderne over/under-geværer både fra Italien og Tyrkiet. Også på dyrere geværer.

Monoblok-løb i stål, som i øvrigt leveres til fabrikken i fem meters længder og så tilpasses, efterbehandles og sættes i kammerdelen. Derefter laves monokrom-indersider, og hele samlingsprocessen følges meget nøje for at sikre, at sammenføjningerne kan holde til mosten med 76 mm kamre godkendt til stålhagl.

Piberne starter med 18,7 mm 20 centimeter ud fra kammerdelen, hvorefter der indsnævres til 18,4 mm. Det er en form for boring, som kan sammenlignes med f.eks. Brownings Dual Bore, som skulle medvirke til en bedre fordeling af haglene og mindre rekyle. Der er ingen tvivl om det sidste efter min erfaring, og haglfordelingen er også helt i orden med fine skudbilleder på skiven.

Der er fem halvlange chokes i pakken, og det er vigtigt at bemærke, at fabrikken direkte fraråder brugen af 1/1 og 3/4 chokes, når der skydes med stålhagl. Sådan er vejledningerne i alle moderne våben, og det er noget man skal rette sig efter, hvis man vil undgå skader på geværet. Det kan de fleste bøssemagere bekræfte.

Korte eller lange løb

Testgeværet kom med 71 centimeter lange løb, men kan leveres med 76 centimeter. De senere år har erstattet 71 centimeter som standardlængden. Det er en udvikling, som jeg tror kommer fra det stigende udvalg af sportinggeværer, som alle har 76 centimeter løb. Det er stadig til diskussion, om det er de korte eller de lange løb, som er bedst.

Ydelsen og effekten er fuldstændig den samme uanset længde. Påvirkningen ligger i håndteringen, som påvirkes af længden. Der er ingen tvivl om, at de lange løb for de fleste giver et bedre sving ved almindelig skydning. Er man som jeg vant til 76 cm løb, kan 71 cm pludselig virke kort og svær at styre. På skydebanen testede jeg Bettinsoliens 71 cm op mod min egen med 76 cm. Det er for mig en god måde at få vished om, hvorvidt det er geværet eller mig, som har en god dag. Det krævede noget tilvænning at skyde med de kortere løb, men så snart jeg havde skudt mig ind med Bettinsolien, var det i hvert fald ikke geværet, der missede lerduerne.

Det, der krævede tilvænning for mig, var kombinationen af de korte løb og den forholdsvis tunge vægt. Jeg synes ikke helt, jeg fandt balancen i geværet, selvom balancepunktet ligger lige en centimeter foran hovedbolten, hvor det er perfekt. Vægten ligger der, hvor den normalt er på et gevær med længere løb. Min vurdering er, at den er en smule let bagude. Det er ikke altid let at vurdere balance, medmindre den er 100 procent perfekt eller helt ude af balance. Dette gevær er ikke ude af balance, men de første skud med geværet føltes, som om Bettinsolien var meget livlig, og det kræver nogen tilvænning.

Den er lidt tung

Hvad der overraskede mig, var vægten på testgeværet. Med 3.430 gram på vægten er det en standardjagt over/under. Måske lidt over gennemsnitsvægten, men det er ikke så meget, at den vil være træls at bære rundt på en hel jagtdag. Til gengæld får man jo gevinsten ved den mindre rekyle, hvis der for alvor er gang i andetrækket eller på skydebanen.

Med andre ord vil sådan en Bettinsoli være et all round-gevær. Prismæssigt bør den tiltrække førstegangskøbere, hvis de kan løsrive sig fra de kendte mærker. Og er man startet billigere eller med en brugt, vil geværet også være en mulighed, når der skal skiftes til nyt, eller måske skal endnu et gevær i skabet.

De 37 cm på skæftet passer mig helt fint og vil være lidt kort for nogle, men det er jo en simpel operation at lægge en plade ind med en centimeter eller to. Gummibagkappen har glat overflade, og det skal Bettinsoli have ros for. Alt for mange af de nye geværer med gummi på kappen er af den type, som hænger fast i tøjet.

I prisklassen omkring 10-15.000 kroner er der som nævnt en hård konkurrence, og Bettinsolien vil i nogle butikker skulle sættes op imod en mere kendt producents billigste udgaver på tilbud. Født i prisklassen er også mærker som Rizzini, F.A.I.R. og Sabatti, som efter min vurdering ikke helt står så godt som Bettinsolien, hvad angår finish og udseende.

 

Bettinsoli har tidligere haft et lidt dårligt ry. Før fabrikken vendte bøtten, var der geværer, som ikke altid stod mål med forventningerne. Bl.a. var der i de tidligere modeller nogle problemer med sikringsknappen og løbsvælgeren. Det er også et sted på geværet, hvor det slog mig, at den virkede løs i det. Jeg vil tro, at det er en simpel operation at få sikrings-knappen til at sidde fast, uden at den bliver for svær at bruge. Jeg har set løse sikringsknapper og løbsvælgere på andre billigere geværer. Om det er sådan, at den kan falde af, skal jeg ikke vurdere, men det virker sådan.

Den øvrige konstruktion virker solid og uden problemer. Sammenføjningen mellem løbssæt og lukketøj går, som det er almindeligt på nye geværer. Det virker stramt og gedigent.
Som nævnt er den endelige finish, hvad der kan forventes i prisklassen, og jeg vil sige, at jeg har haft dyrere geværer i hænderne, som med hensyn til gravering og tilpasning ikke er bedre end dette "økonomi-gevær" fra Bettinsoli.

Der er meget gevær for pengene her, og er det pengene, der er den afgørende faktor for køb af nyt gevær, er testgeværet efter min endelige vurdering et godt bud.

thorkild@ellerbaek.eu