Pramjægerens storvildt: Den lille krikand

– I morgen tager jeg lige på fjorden og skyder et par krikænder til søndagsmiddagen, sagde jeg til min kone.

– Dem plejer du jo ikke at kunne ramme, svarede hun drillende, og fortsatte:

– Men jeg glæder mig til at stege dem, og husk, at der skal være flere end én.

Den sidste bemærkning skyldtes, at jeg forrige jagtsæson kun bragte en enkelt krikand til huse. Det var lige lidt nok til en middag for to, og krikand er både min kones og min fortrukne vildtspise. Jeg var optaget af så meget andet i den september måned, og derefter er der ikke mange krikænder tilbage her i området. Også af den grund er krikænder højt prioriteret hos mig.

For 40 år siden drejede det sig om at få så mange ænder som muligt. Jeg tog helst ikke hjem, så længe der var ænder på vandet, eller før det var blevet mørkt. Det blev til mange flere ænder, end vi selv kunne spise, men vore venner ville gerne have del i overskuddet – bare de var plukket og renset. I dag orker jeg ikke at ordne så mange fugle, jeg bliver hurtigere træt af at stage, og jeg bliver tidligere mæt af at jage. Jeg kan sagtens finde på at tage hjem, selv om jeg kan se ænder på vandet. Så det var måske ikke så stort et benspænd, jeg gav mig selv ved at udelukke andre andearter end krikænder.

Mange fugle på fjorden

Det virkede, som om pibeænderne og gråænderne anede, at jeg havde fredet dem. Der var mange fugle, og trods det klare solrige septembervejr var jeg flere gange på skudhold af ænder. Det foregik nogle dage inde i september, så premierejægerne var taget hjem. Jeg så faktisk ikke en eneste jæger den dag.

Jeg mødte snart min første udfordring. To gråænder sad på hver deres sten og tog en slapper med hovedet under vingen. Med en lidt mærkelig følelse lod jeg bare prammen glide videre så forsigtigt, at ænderne ikke blev vækket.
Lidt senere kunne jeg i kikkerten se en større flok pibeænder ligge næsten ude ved sejlrenden. De lyse gumpe glimtede i solen, når de strakte deres halse for at nå ned til ålegræsset. Med så mange par øjne ville det være en svær opgave at komme på skudhold. Men alligevel, det var først på sæsonen, så måske. Nå nej! Ikke i dag.

Den første steg

To ænder lå inde ved kysten, men for langt væk til, at jeg kunne vurdere, om det var krikænder. Jeg dukkede mig bag skærmen, stagede nærmere, og nu var jeg ikke længere i tvivl – det var krikænder. De synede større, fordi det var så lavvandet, at de gik på bunden. Når krikænder ligger på vandet, ser de ikke ud af meget, især ikke, når de føler sig truet og gør sig små. Men i luften ser de større ud med de lange, slanke vinger med det grønne spejl.

Når de små ænder kunne gå på bunden, var der altså ikke vand nok til min pram. Jeg stoppede og sad lidt for at lave en slagplan. Jeg ville ikke kravle vinkelret på land, da jeg så skulle skyde ind over land, hvor der gik kvier på engen. Jeg besluttede mig til at stage videre parallelt med kysten i håbet om, at de to ænder ville lade sig presse udad. Planen lykkedes, og lidt hovmodig tænkte jeg, at min kones ønske om to krikænder ville blive opfyldt. De rejste på fint skudhold, og den ene faldt planmæssigt dødskudt til vandet, men den anden snød mig ved at flyve forbi på min højre side, hvor jeg ikke kunne svinge nok med fra min siddende stilling. Altså ingen doublé.

Ænder, der havde ligget i nærheden, rejste. Viberne forlod deres faste pladser på stenene, og en flok hjejler syntes åbenbart, at de var så mange, at de kunne lege sort sol. De rejste fra kysten og tog nogle vældige drejninger, inden de fra stor højde og næsten lodret landede samme sted. Ingen onde miner fra dem.

Kombination af træk- og kravlejagt

En lille flok krikænder dukkede op inde fra strandengen. De tog et par sving rundt, hvorefter de smed sig på vandet et stykke fra land. Jeg gik direkte mod dem. Men de fik snart lange halse, rejste og fløj tilbage til strandengen. Mens jeg sad og overvejede næste skridt, kom der atter en lille flok krikænder fræsende inde fra land. De tog en rundtur, lagde an til landing, men fik så sandsynligvis øje på prammen og strøg derpå tilbage til vandhullerne på engen. Det var bevis nok for mig på, at det her var en dag, hvor krikænderne gerne ville ud på fjorden for at få lidt afveksling i kosten. Derfor lagde jeg mine to lokkefugle ud på vandet. Jeg driver ikke meget trækjagt, men jeg har gerne de to krikandelokkere med i prammen. Disse livagtige lokkeænder har jeg fået af afdøde kunstner og lokkefuglemager Ole Schulz.

Nu drejede det sig bare om at vente. Jeg behøvede ikke være dybt opmærksom hele tiden. To lokkere er jo ikke meget, men de ville med deres livagtighed, der var rigtig tydelig i det klare solskin, signalere fred og ro i området. Dette blev yderligere forstærket af viberne på stenene og hjejlerne på lavvandet. Måske ville lokkerne ikke få krikænderne til at gå ned netop hos dem, men for en kravlejæger har det ingen betydning. Jeg har været med på trækjagt fra pram og overværet, hvordan jægerne blandt andet ved at klappe i hænderne har jaget de ænder op, der har placeret sig uden for skudhold og ville være livagtige konkurrenter til lokkeænderne. Havde man dér siddet i en kravlepram, ville man så stilfærdigt som muligt have forsøgt at padle på skudhold af dem.

Trækjagt er, som tidligere nævnt, ikke en jagtform, jeg normalt dyrker. Når det er koldt, foretrækker jeg at bevæge mig for at holde varmen. Desuden foregår trækjagt oftest i tusmørke, hvor jeg har svært ved at se ænderne. Men på en lun septemberdag er det herligt at sidde og slappe af efter nogle kravleture.

Søndagsmiddagen reddet

Inde fra engen havde jeg flere gange hørt svage ”krik” fra krikænder, og pludselig lød et sus bag mig, der bragte mig tilbage til virkeligheden. En flok krikænder på fem suste ud over fjorden med en fart, der kunne tyde på, at de var på vej over fjorden. Men de drejede rundt, tabte fart og landede på vandet ikke langt fra de to lokkere.
Langsomt, rigtig langsomt stagede jeg direkte mod andeflokken. Snart var jeg på skudhold. Initiativet var mit. Jeg vurderede mulighederne for at få ram på to ænder – en på vandet og en i luften. Så ville min kone og jeg få halvanden and hver på søndag.

Men med ét rejste flokken. Fra at være dybt optaget af at fouragere og tilsyneladende uden at have følt sig truet af prammen med den høje skærm hang de pludselig en meter over vandoverfladen i spredt orden. Jeg fik hold på den yderste i flokken, men derefter var resten uden for skudhold.

Jeg sad lidt ved kysten og lod kikkerten panorere ud over fjorden. Trods skuddet lå der stadig væk en stor flok pibeænder ude ved sejlrenden. Det trak lidt i jagtinstinktet, men selv om jeg ikke havde udnævnt jagtdagen til krikandedag, ville jeg alligevel have afsluttet jagten nu. Det havde været fint med den motion, jeg havde fået, men de gamle led og muskler gjorde opmærksom på, at det var nok for i dag.

Og søndagsmiddagen var reddet. Min far, der fik skudt masser af gråænder ved Ulvedybet, men ikke ville ofre en patron på en lille krikand, ville nok have sagt:

– Der skal en hulens masse kartofler til.

Det er skam heller ikke så ringe, for jeg ved, at sovsen af krikand smager himmelsk.