– Det kan kun blive en god dag i morgen

– Hvis I møder mig nede i Rødding By, så lad være med at skifte fortov. Uanset hvor syg jeg er, eller hvordan jeg ser ud. Bare gå hen, og sig goddag. Også selvom I ikke ved, hvad I skal sige derefter.

Så klar var meldingen fra Ole Matzen til sine jægerkammerater, efter at han havde fået beskeden fra sygehuset: tyktarmskræft. Om få dage skulle han opereres.

De seneste måneder havde været en sej kamp for Ole. En kamp med lægerne. For de troede ikke rigtigt på ham, når han fortalte om sine smerter. Afføringsprøverne viste intet blod og derfor ingen faresignaler. Lægerne ville hellere se tiden an.

– Til sidst måtte jeg insistere på at få en kikkertundersøgelse. Og den viste så, at det var kræft. En uge efter blev jeg opereret, fortæller han og understreger, at det hele gik meget stærkt. To måneder efter operationen var han tilbage på arbejde.

Jagten hjalp Ole videre

I dag er det cirka tre og et halvt år siden. For Ole var jagten og kammeratskabet med jagtkollegaerne uundværligt i tiden efter sygdommen.

– Jeg har gået på jagt, siden jeg var 20, tror jeg. Jeg er 53 år i dag, smiler den sønderjyske mand, som i øvrigt er tidligere landmand og har boet i området hele sit liv.

For Ole er jagten et pusterum. I tiden efter sygdommen brugte han jagten til at komme væk fra sygdommen og de mange bekymringer.

– Jeg har fundet ud af, at jeg ikke bekymrer mig, når jeg er på jagt. Om jeg tager på andetræk eller bare går en tur med jagtgeværet gør ikke den store forskel. Hjernen bliver slået fra. Det er et godt frikvarter, for du kommer ud og får noget frisk luft, og så har du det godt, når du kommer hjem igen, fortæller han.

Det er især også de mange gode snakke med jagtkammeraterne, der har hjulpet Ole til at komme psykisk ovenpå.

– Man har mange fortrolige snakke, mens man er på jagt. Og det, der bliver sagt i jagtvognen, bliver i jagtvognen. Det bliver der ikke talt videre om, fortæller Ole og fortsætter: – Vi jægere er vant til at hjælpe hinanden og tage hensyn. Vi er i samme båd, når vi er på jagt. Og vi stoler på hinanden 100 procent. Det er man nødt til, når man bærer våben. Jeg kan ikke tænke mig at stå ved siden af en med et våben, som jeg ikke stoler på.

Kammeraterne har en stor rolle

Ole har også brugt jagten til at lette hjertet og lufte sine bekymringer for kammeraterne: – Mine kammerater har betydet rigtig meget i forhold til, at jeg har det godt i dag. Bare det, at der var nogle, der bare gad at lytte og sige ja en gang imellem. Man skal bare have lov til at læsse af. Men det kræver også, at man selv er åben over for at gøre det. Og sige, at man i dag har det ad helvede til, fortæller Ole.

Det gode ved jagten er, at man ikke har en kalender, hvor alt time for time er planlagt, understreger han: – Naturligvis har vi en plan for dagen, men ellers tager vi det i det tempo, der passer til vores humør. Så snakker vi lidt. Så kan det godt være, at rådyret render fra én, eller at man får en dagbøde om aftenen, men sådan er det, og det er vigtigt, at man giver sig tid til at lytte til hinanden, forklarer han.

Og det er noget af det, Ole sætter allermest pris på ved jagten.

– Der er ikke ret mange andre interesser, hvor der er tid til den slags. Spiller du fodbold, har du ikke tid til, at tre af spillerne render og taler sammen midt på banen, for så ved man jo godt, hvad der sker, smiler han.
Der er også forskel på at tale med sine kammerater frem for sin kæreste eller kone, fortæller han: – Mine kammerater skal ikke forholde sig til min smerte på samme måde. Det er ikke den samme byrde, jeg lægger over på dem.

Det hjælper at tænke positivt

For Ole er det dog vigtigt, at det ikke bliver for alvorligt det hele. Når han og kammeraterne går på jagt, driller de også hinanden: – Det er lige så vigtigt, understreger han og forklarer, at jægere har en stærk og god sort humor.
Selv har han forsøgt at have en positiv tilgang hele vejen igennem forløbet.

– Selvom det kan være svært at holde fokus på det positive hele tiden, er det en god måde at komme videre på. Det gør mange ting lettere, fortæller Ole og fortsætter: – Selvfølgelig har man dårlige dage, hvor man er ked af det og sur. Det lyder måske banalt, men her kan det hjælpe at se ud ad vinduet, hvor solen skinner, og rådyret kommer løbende. Og glæde sig over de ting, fortæller han.

Ole har et råd til folk, der har en kammerat, som bliver ramt af sygdom: – Vær åben, tal om det. Spørg ind til det, eller om der er noget, du kan gøre. Din kammerat skal nok sige fra. Og ofte er der små ting, du kan hjælpe med, som gør en kæmpe forskel for din ven. Man skal jo ikke have hjælp til at bygge et nyt hus. Men det kan være at hente en liter mælk eller slå græsset en dag.

– Og lad for guds skyld være med at vende dem ryggen, fordi det kan være svært at tale om. Den kræftramte har behov for folk at støtte sig op ad.

Selvom det på mange måder har været en hård periode for Ole, har han det rigtig godt i dag.

– Jeg har det kanon godt. Jeg nyder hver dag, og jeg plejer at sige, at det kun kan blive en god dag i morgen.