OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 26. oktober 2016

VM for stående jagthunde 2016

Massiv dagsregn og stærk blæst var den dominerende vejrtype på årets verdensmesterskab for stående jagthunde, der i år blev afholdt i Danmark. Vejret betød vanskelige arbejdsforhold for hundene og var årsagen til, at tilfældighederne nok spillede en ganske stor rolle.

Tekst: Harris Jensen
Foto: Thomas Lindy Nissen

Opdateret 28/10/2016: Pga. en fejl i de oprindeligt udsendte præmielister, var der desværre fejl i vinderlisten. Artiklen er opdateret med de korrekte navne på vinderne.

Verdensmesterskaberne blev åbnet i smukke og stilfulde rammer på Dronninglund Slot. Prøveleder og formand for Dansk Kennel Klubs udvalg for stående jagthunde, Erik Petersen, holdt åbningstalen og styrede herefter med sikker hånd såvel åbningsceremonien som tre intense og hektiske prøvedage.

Blandt de øvrige talere var Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard, Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen og Dansk Kennel Klubs formand Jørgen Hindse Madsen.

Tyve nationer deltog i det omfattende arrangement, og der er altså rigtigt mange ”brikker, der skal lægges”, når flere end 150 hunde med førere og varierende følge skal serviceres og sikres en optimal afprøvning.

Hovedparten af de 150 hunde anlægger et meget stort søg, så der skal skaffes terræner af betydelig størrelse. Vel at mærke terræner passende besat med fasaner og agerhøns.

Det kræver en solid stab af velvillige lodsejere og hjælpere. Men dem er der heldigvis mange af i Vendsyssel.

Regn og vind

Det regnede, da Jægers udsendte den første prøvedag kl. 07.30 ankom til Hjallerup Markedsplads, der alle prøvedage var mødested for hundeførere og et talstærkt publikum. Og det regnede, da han kl. 17.00 igen forlod pladsen. Det havde faktisk stort set silet ned en hel dag. Dertil var der en ubehagelig stærk vind, som kombineret med en temperatur under fem grader gjorde dagen til en kølig oplevelse.

Måske var vejret også en af de faktorer, der gjorde arbejdsbetingelserne vanskelige for næsten alle hunde. På trods af, at hundene blev afprøvet på aldeles tiltalende rapsmarker og stubmarker, samt at der var agerhøns og/eller fasaner i hvert eneste slip, lykkedes det kun for ganske få hunde at opnå en godkendt fugletagning (stand, rejsning og apportering).

Rigtigt mange hunde fik simpelthen ikke fært af fuglene, før disse pludselig lettede tæt på dem. Og et betænkeligt antal hunde tog nok stand, men formåede ikke at påvise vildt. Måske avancerede for mange af hundene på ordre for forsigtigt i de ganske høje og våde rapsmarker. I hvert fald gav netop de ”sydlandske” hundes yderst beherskede avancering anledning til megen debat blandt publikum.

Heller ikke de danske hunde kunne begå sig på førstedagen. Men det skal understreges, at de alle gik i et energisk og veltilrettelagt søg. Lasse Webergs pointer Spurvfugldalens Quincy viste vel dagens bedste søg på det hold, som undertegnede fulgte.

Dommer diskussion - Allan Nissen og Silvio Marelli.

Dommer diskussion - Allan Nissen og Silvio Marelli.

Sankt Hubertus

Verdensmesterskabet afgøres på to prøvedage. Imellem disse de to dage er der indlagt en ”hviledag”.

Denne dag blev traditionen tro anvendt til afvikling af Verdensmesterskabet i Sankt Hubertus. Disciplinen er i realiteten en fornem prøve i ”praktisk jagt”, hvor både førerens og hundens præstationer indgår i bedømmelsen.

Danmark har rigtigt stolte traditioner i denne disciplin med adskillige verdensmestre og medaljetagere gennem tiderne.

Der blev vist rigtigt solidt arbejde af de danske hunde og førere. Men det gjorde der også af de udenlandske ekvipager. I finaleslippene præsterede deltagerne at bringe fugl for bøssen på korrekt vis syv gange. Og de syv fugle blev fældet i syv skud. Det var bare opvisning og flot reklame for jagten med den stående hund.

Hubertusmester hos kvinderne blev Simone Meili fra Schweiz med engelsk setter Cyrano Du Tourbillon Blanc, og hos mændene blev det Giancarlo De’luigi fra San Marino med breton Shila.

Dygtige hunde

Anden prøvedag skiftede vejret. Det blev tørvejr, vinden lagde sig, og temperaturen steg et par grader. Også kvaliteten af hundenes arbejde steg markant.

Jægers udsendte fulgte et hold kontinentale hunde. En ruhåret hønsehund og en weimaraner var første par i slip. Ruhåren fik vel stand efter 30 sekunder, men desværre glemte makkerhunden at sekundere, den gik foran stående makker og bragte agerhøns på vingerne.

Weimaraneren repræsenterede faktisk USA, den fik altså godt og vel 30 sekunders sliptid. Føreren var bosiddende i Sydeuropa. Men alligevel er det en lang rejse for så kort sliptid.

Efterfølgende opnåede rigtigt mange hunde godkendte fuglesituationer med stand, rejsning af fugl og apportering. 14 kontinentale hunde og 10 engelske hunde blev præmieret.

Flemming Ransborg med ruhåret hønsehund Kærholt Mads og Martin Mortensen med pointer Ln’s Pointmann Piere erhvervede begge den fine præmiegrad ”Excellent”.

Kærholdt Mads viste et energisk og velanlagt søg, den fik to gange stand og viste villig rejsning af agerhøne i den første situation. Apporteringen var bare perfekt. Ved den anden situation lettede agerhøns, før hunden fik vist rejsning, men situationen var fuldt ud jagtbar. Skytten fik ikke fældet fugl.

Ln’s Pointmanns Piere viste ligeledes et stort og velanlagt søg i høj fart og god stil. Den fik stand ved et hegn med store grenbunker. På ordre gik Piere kontant frem og nærmest ind i grenbunken. En agerhøne blev rejst. Hunden var rolig i opflugt og skud, og den viste en korrekt apportering.

Simone Meili - stand

Simone Meili - stand

Fest og præmier

Verdensmesterskabet for stående hunde 2016 sluttede med en festlig gallamiddag på Dronninglund Hotel.

Talerne var mange. Nævnes skal Brønderslev Kommunes Borgmester, Mikael Klitgaard, som selv er jæger. Han var glad for Vendsyssel og Dronninglund var blevet udvalgt til område for det omfattende arrangement. Det er god reklame og promovering for området.

Også Dansk Kennel Klubs formand var blandt talerne. Han påpegede, at alle hundesportsarrangementer er med til at give opdrættere af hunde et bedre grundlag for deres avl af hvalpe. Til gavn for fremtidens jægere og hundeejere.

Præmieoverrækkelse og hyldest af de nye verdensmestre fandt også sted under gallamiddagen.

Verdensmester i den kontinentale gruppe blev korthåret hønsehund Arko Od Cika’nskeho Potoka -ejet og ført af Petr Zoubek fra Tjekkiet.

I den engelske gruppe var det engelsk setter engelsk setter Solid Gold’s Yoga ejet og ført af Nina Paul-Wollmann fra Tyskland.

Lokale ildsjæle

Dansk Kennel Klubs bestyrelse fortjener ros, fordi de havde viljen og modet til at arrangere et verdensmesterskab på dansk grund.

Og en stor del af rosen vil helt sikkert blive videresendt til den store stab af lokale jægere, lodsejere og hundefolk, som i praksis skabte de flotte rammer for alle deltagere og et talrigt publikum. Fremragende terræner og en markedsplads i Hjallerup, der var et levende, festligt og pulserende hjerte for hele begivenheden.

Klokken havde passeret midnat, da Erik Petersen kunne sige godnat og tak for denne gang. Et velorganiseret, festligt og storslået verdensmesterskab 2016 var slut. Erik Petersen og hans stab af medvirkende kan være stolte.

Jeg er sikker på, at de sov godt om natten. De havde ydet en kæmpeindsats.

Created with flickr embed.