Tanker omkring 1. september

Engang imellem stopper jeg op og sidder og nyder stilheden ved kysten eller slapper af efter en anstrengende kravletur. Det er ved sådanne situationer, jeg har oplevet dyr og fugle komme tæt på. De ser mig ikke, de ser ikke min pram - jeg tror, de ser en sten. Flere gange har jeg oplevet, at en så sky fugl som fiskehejren er landet på prammens fordæk. Så føler jeg, at naturen har accepteret mig.

Skrevet af: Ole Andreassen, 02. september 2016
Foto af: Ole Andreassen

Interessen for strandjagt, som jeg i virkeligheden ikke havde megen viden om, kom ved et rent tilfælde. En dag, da jeg gik tur langs fjorden sammen med min kone, fik jeg øje på nogle pramme, der var bygget helt anderledes, end de fiskejoller der også lå der. Da jeg fandt ud af, at prammene blev brugt til jagt på fjorden, var kimen sået for resten af min jægertilværelse.

Jeg har været jæger siden jeg var 16 år og trådte mine første waders som trækjæger ved Ulvedybet. Da det ikke er nemt at få fingre i en jagt, gik der mange år, hvor jeg ikke drev jagt, men jeg havde megen glæde af at padle rundt i de danske fjorde i kajak. Og glæden ved at drive andejagt kombineret med evnen til at beherske en pram, gjorde mig til pramjæger. 

I begyndelsen drejede det sig om trækjagt. Jeg følte mig hjemme i min bogøkajak, jeg havde drevet andejagt fra huller i jorden ved Ulvedybet, og ved hjælp af lokkefugle fik jeg ænder på skudhold inde langs med kysten. Men da jeg flere gange oplevede, at ænderne hellere ville ligge længere ude i fjorden, og da jeg havde set andre pramjægere med held i skjul bag deres skærm kravle på skudhold af ænder og tage hjem med et pænt bundt fugle, blev jeg kravlejæger. 

Kravlejagt kræver mere
Jeg synes, kravlejagt er en jagtform, der appellerer til det bedste i en jægersjæl. Den kræver, at jægeren behersker flere forskellige tiltag, og man føler aldrig, at man har fået en and eller gås foræret.

Foruden den almindelige viden om jagt og natur, som jægerne sammen med de praktiske evner er i besiddelse af og har bevist ved jagtprøven, er der en del ekstra kunnen, som pramjægeren skal beherske. 

Man skal have styr på sin pram og af sikkerhedsmæssige grunde vide, hvordan den reagerer i al slags vejr. Og for at få den fulde glæde af jagten skal man hele tiden være opmærksom på dens reaktioner. En ustyrlig pram jager fuglene op på lang afstand. Når jægeren skjult bag skærmen forsøger at kravle til fugle, skal han finde frem til den rigtige fart blandt andet ved konstant at holde øje med fuglenes reaktioner. Det kræver megen øvelse at kunne vurdere, hvornår man er på skudhold – afstande ser anderledes ud over vand.

Når man har skudt en fugl, skal man være meget opmærksom på, om den er død, da også svømmeænder og gæs kan ty til at dykke og svømme væk under vandoverfladen.

 Strandjagt foregår på fiskeriterritoriet, altså er man som pramjæger gæst på offentlige områder, og der er ingen jagtleder. Det vil sige, at man som pramjæger skal være bekendt med, hvor man må færdes som jæger samt bevidst om, hvordan man skal færdes med hensyntagen til andre brugere af området. 

Accepteret strandjæger
I begyndelsen var jeg noget tilbageholdende med at give udtryk for, hvor meget min interesse for strandjagt fyldte i min tilværelse. Der var dengang mange ikke-jægere, der var åbenlyst modstandere af jagt. Indimellem tænkte jeg ydmygt, at det måske også fyldte for meget. Men efterhånden som jeg mødte så mange andre strandjægere og hørte dem give udtryk for, hvor meget denne jagt betyder i deres tilværelse, kunne jeg nyde den fulde glæde af min store interesse. 

I dag føler jeg mig ikke så alene med min følelse af spænding og forventning, der vokser i styrke, jo nærmere man kommer 1. september. 

I vore dage kan man tale åbenlyst om jagt, og ikke-jægere nøjes med at sige: det er ikke noget for mig, eller: at du gider stage rundt i din pram for at få en død and med hjem. 

I dag behøver strandjægere ikke at føle sig alene og anderledes. På nettet kan man flere steder læse, at jægerne er ved at gå ud af deres gode skind af forventning til den nye sæson. 

En ellers lykkelig og nygift pige spurgte mig engang (lidt bekymret): hvor længe tror du, den varer ved, den store interesse for strandjagt, som min mand har?

Jeg ville ikke tage modet fra hende, så jeg sagde, at det var svært at give en tidsramme på. Havde hun kunnet læse mine tanker, var hun sikkert blevet mere bekymret. Bygget på egen erfaring samt udtalelser fra mange gæve strandjægere gennem et langt jægerliv, ville et ærligt svar blive: hvis din mand bliver bidt af strandjagten, vil hans interesse vare hele livet, og den vil komme til at fylde meget i jeres tilværelse. Kan du leve med dette, vil det berige livet for jer begge. 

Endelig 1. september
Kravlejagt er en enmandsjagt, og bortset fra de allerførste dage i september, er der plads til, at man kan jage alene. Det har altid passet mig fint. Når man på arbejdet hver dag er sammen med mange mennesker, er det en lise at kunne sætte sig ud i sin pram og bare stage derudad uden at skulle konferere med en eventuel makker. 

Så stager jeg hen langs kysten som en fri mand på den frie jagt, mens jeg med mellemrum tager kikkerten for øjnene for at se, om flokkene, der ligger på vandet er ænder eller gæs, og snart drejer hele min opmærksomhed sig om jagt.

Engang imellem stopper jeg op og sidder og nyder stilheden ved kysten eller slapper af efter en anstrengende kravletur. Det er ved sådanne situationer, jeg har oplevet dyr og fugle komme tæt på. De ser mig ikke, de ser ikke min pram - jeg tror, de ser en sten. Flere gange har jeg oplevet, at en så sky fugl som fiskehejren er landet på prammens fordæk. Så føler jeg, at naturen har accepteret mig.

Endelig er det 1. september. Men jeg tror ikke, jeg tager ud før om et par dage. Så er de fleste jægere taget hjem, fuglene er faldet til ro, og jeg kan nyde den stille jagt, som jeg holder så meget af.