Regulering i Nationalpark Vadehavet skal hjælpe trængte arter

Ræve, mårhunde, mink og krager skal til at kigge sig ekstra godt for i vadehavsområdet. På de tre vadehavsøer samt ved området omkring den fuglerige Sneum Engsø syd for Esbjerg har Nationalpark Vadehavet og Danmarks Jægerforbund nemlig igangsat et storstilet reguleringsprojekt til fordel for områdets sårbare bestande af jordrugende eng- og kystfugle som viber, kobbersnepper og terner.

– Projektet omfatter to store områder på Fanø, hele Mandø og igen to områder på Rømø samt Sneum Engsø. Områderne er udvalgt efter deres værdi som ynglelokaliteter for fuglene samt efter adgangsforholdene, og dermed muligheden for at gennemføre en effektiv regulering, forklarede projektkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet på et møde i byen Skærbæk på randen af Vadehavet tidligere på ugen.

På talerstolen foran de 75 fremmødte tilhørere var også flere andre af projektets nøglepersoner samt indbudte fagfolk med vigtig viden om regulering og prædation, der kunne kaste yderligere lys over det ambitiøse projekt. 

Et fælles mål

– Vi har fra Nationalpark Vadehavets side sat projektet i gang, fordi vi ved, at mange af ynglefuglene her i vadehavsområdet har problemer. Det vil vi gerne gøre noget ved, lød det uddybende fra John Frikke, der kunne oplyse, at projektet fandt sted i et tæt samarbejde mellem nationalparken og jægerne, men at flere andre interessenter også indgik i arbejdet, blandt andet i projektets følgegruppe, der eksempelvis tæller repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, fra vadehavskommunerne samt lokale lodsejere:

– Vi fra Nationalpark Vadehavet koordinerer indsatsen sammen med Danmarks Jægerforbund. Jægerforbundets lokale kræfter udfører reguleringsarbejdet. Jægerforbundet og nationalparken indsamler og bearbejder data om reguleringen mens Dansk Ornitologisk Forening indsamler data om fuglene, så vi kan måle effekten af det, vi gør, oplyste John Frikke, der i øvrigt mente, at det brede samarbejde i sig selv var en meget positiv effekt af projektet.

– Vi synes fra nationalparkens side at vi har fået rendt noget rigtigt godt i gang og glæder os over at have fået forskellige interesser til at samarbejde om et fælles mål.

Prædation i praksis

Til stede ved mødet var også seniorforsker Preben Clausen fra DCE, der gennem en årrække har undersøgt effekten af landskabspleje og regulering af prædatorer i Tøndermarsken. Han var ikke i tvivl om, at man kan opnå en effekt gennem regulering af prædatorer.

– Der sker noget med engfuglenes bestandsstørrelser i det øjeblik, der sker et fald i rævenes antal, slog han fast og underbyggede udsagnet med grafer fra forskellige egne af landet, der viste, hvordan antallet af ynglende engfugle var taget til i situationer, hvor rabies, skab eller hvalpesyge havde slået benene effektivt væk under de lokale ræve.

– Der er ret mange negative effekter forbundet med rævenes tilstedeværelse. Det gælder ikke kun med hensyn til prædationen af æg og unger i sig selv, men også i forhold til næste års ynglebestand, idet det har vist sig, at viber, der får reden præderet, ofte flytter et andet sted hen for at yngle året efter, fortalte han.

Men Preben Clausen forholdte sig også kritisk til, om man gennem regulering kan opnå den samme reduktion af rævebestandene, som de epidemiske sygdomme havde givet.

– I Tøndermarsken har vi haft en intensiveret ræveregulering gennem de seneste seks år, men når vi tæller ynglefuglene, må vi konstatere, at vi ikke kan se nogen positiv effekt af indsatsen, sagde han og slog så fast, at man altid skulle sørge for at kombinere reguleringen med forbedring af levestederne.

– For hvad nytter det, at vibeæggene klækker, hvis vibeungerne bagefter dør af sult, fordi engene er så tørre, at de mangler føde?, spurgte han retorisk ud i den fyldte sal.

Klar til start

Kritikken tog John Frikke blandt andet højde for ved at henvise til, at et at de store problemer i forbindelse med Tøndermarsken var tilvandring af nye ræve i takt med at reguleringen satte de stedlige ræve ud af spillet.

– Vi har lyttet til rådene om, at den største effekt af regulering er på øer, så det er dér, projektområderne ligger, med Sneum Engsø som en undtagelse for at have et fastlandsområde at sammenligne med, forklarede han.

Morten Vinding fra Danmarks Jægerforbund, der koordinerer den lokale reguleringsindsats, lagde i sit indlæg tilsvarende vægt på, at projektet i Vadehavet i høj grad også adskilte sig fra andre tilsvarende tiltag ved, at der var givet meget vide rammer både med hensyn til tidspunkter og metoder i forbindelse med reguleringen. Derfor vil man også kunne forvente en klarere effekt. Men han lagde heller ikke skjul på, at meget afhang af reguleringsjægerne:

– Regulering er et håndværk, som det tager tid og arbejde at få lært. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver tid at komme i gang, det kræver stædighed at blive ved, og det kræver en indsats at lære de områder at kende, hvor man skal regulere.

Heldigvis kunne han glæde sig over et korps af meget engagerede reguleringsjægere, der allerede nu er i fuld gang med at løse den opgave, som de har påtaget sig.

Nu går det løs!

Den intensive regulering løber i første omgang som et pilotprojekt i perioden 2014-2017.

– Vi har haft en opstartsfase og har nu alle de vigtigste milepæle på plads. Vi har afholdt kurser og erfamøder for reguleringsjægerne, anskaffet udstyr og fået styr på lodsejeraftaler og ansøgninger, forklarer John Frikke og tilføjer, at målrettet jagt og regulering med brug af bl.a. kunstgrave og fælder står centralt i projektet, men at man gerne ser, at erfaringerne fra projektet også giver anledning til udvikling af nye metoder, der kan mindske prædationen på de jordrugende fuglearter.

Også for Morten Vinding fra Danmarks Jægerforbund er indsamlingen af erfaringer en meget vigtig del af projektet:

– Vi vil gerne lære hvad det er, vi kan være effektive med, og derfor skal vi give den en skalle, så vi rent faktisk kan se, om det vi gør, også har en effekt. I projektområderne har vi fået de videste rammer nogensinde for jagt og regulering, og hvis vi ikke udnytter dem, er det spildt. Det er ganske enkelt nu, vi har muligheden for at blive klogere, lød hans engagerede udspil til en indsats, der kan vise sig at blive afgørende vigtig for en række trængte fuglearter ved Vadehavet.