OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Jægerskole i efterårsferien: Væk med matematikbøger og klasseværelse – ind med jagt og natur

I uge 42 er Danmarks Jægerforbund vært for tre jægerskoler og en jagt-camp landet over, som er målrettet det stigende antal børn, der har interesse for jagt og natur. Her får de en unik mulighed for at skifte matematik, dansk og engelsk og det kedelige klasselokale ud med ”fag” som skydning med haglbøsse, vildtbiologi og madlavning over bål ude i den friske natur.

Tekst: Anita Vognstrup, Danmarks Jægerforbund
Foto: Jonas Nørregaard

I uge 42 er Danmarks Jægerforbund vært for tre jægerskoler og en jagt-camp landet over, som er målrettet det stigende antal børn, der har interesse for jagt og natur. Her får de en unik mulighed for at skifte matematik, dansk og engelsk og det kedelige klasselokale ud med ”fag” som skydning med haglbøsse, vildtbiologi og madlavning over bål ude i den friske natur.

Det er nogle af Danmarks smukkeste slotte og herregårde, som danner rammerne, og der bliver fart over feltet og masser af spændende aktiviteter for børn i alderen otte til 15, som er nysgerrige på at gå på jagt og på at spise det, der bliver skudt. Jægerskolerne er opdelt efter alder, således at tre af jægerskolerne på Ledreborg Slot, Kalø og Gram Slot er målrettet 13 til 15-årige, mens en jagt-camp på Gl. Estrup er for de 8-12 årige.

Franz Holmberg, er naturvejleder ved Danmarks Jægerforbund og projektleder på jægerskolerne. Han oplever en stigende interesse for jagt og natur blandt børn.

- Mange børn elsker at være i naturen og elsker at komme med på jagt. I Danmarks Jægerforbund holder vi hver sommer og efterår jægerskoler for børn, hvor vi lærer børnene om vildtbiologi og behandling af det skudte vildt – lige fra det bliver skudt, til det serveres som aftensmad. De 13-15 årige bliver undervist i at skyde med haglbøsse. På alle lejrene går vi på jagt med kompetente jægere, vi overnatter primitivt og tilbereder vores nedlagte mad over bål, fortæller han.

Jægerskolen har udgangspunkt i udendørs lejrliv og primitiv overnatning i shelters. Her bliver børnene introduceret til vildtbiologi og behandling af det vildt, som jægeren skyder, lige fra det bliver nedlagt, til det serveres som aftensmad. De skal finde urter i skoven, og de kommer med på jagt. Den ældste målgruppe får også lov til selv at prøve kræfter med at skyde med haglbøsse.

Jægerskolerne er kort sagt, natur, jagt, friluftsliv, mad over bål og nye venskaber med andre børn, der har samme interesse for jagt og natur.

Praktisk information:

Der er stadig pladser på alle jægerskolerne og på jagt-camp’en og tilmeldingen er åben i vores aktivitetskalender. Her finder man de enkelte arrangementer ved at søge på ”jægerskole” eller ”jagt-camp”.

Læs mere om jægerskolerne og jagt-campen og tilmeld dig ved at klikke på det enkelte arrangament:

Jægerskolen 2016 for 13-15-årige

-          Ledreborg Slot d. 15.-17. oktober

-          Kalø d. 16-18. oktober

-          Gram Slot d. 21.-23. oktober

Jagt-camp 2016 for 8-12-årige

-          Gl. Estrup d. 20.-21. oktober

Prisen for jægerskolerne er 600 kr. for medlemmer af Danmarks Jægerforbund og 750 kr. for ikke-medlemmer. Prisen for deltagelse i jagt-camp’en for 8-12-årige på Gl. Estrup er 350 kr. og prisen er inkl. forplejning og materialer.

For yderligere information kontaktes projektleder Franz Holmberg, naturvejleder ved Danmarks Jægerforbund. Telefon: 88 88 75 49. Mobil: 61 18 83 93. E-mailadresse: fho@jaegerne.dk