Offentliggjort den: 16. marts 2024

Nyt tilmeldingsflow skal styrke sikkerheden

Danmarks Jægerforbunden opgraderer sikkerheden ved tilmelding til aktiviteter, så det fremover kræver login at hente deltagerinfo fra medlemssystemet.

Det har i en længere periode været muligt at hente sine egne, eller holdmedlemmers, deltageroplysninger fra medlemssystemet ved tilmelding til kurser og aktiviteter i Danmarks Jægerforbund. Men fra mandag d. 18. marts vil det ikke længere være muligt. I stedet vil man blive bedt om at logge ind med sit medlemslogin, hvis man ønsker at hente oplysninger i medlemssystemet. Ændringen sker som et led i vores kontinuerlige arbejde med at styrke sikkerheden i vores digitale løsninger, så medlemmernes oplysninger ikke falder i de forkerte hænder.

Hvordan tilmelder jeg mig fremadrettet?

Efter opgraderingen vil der være 3 muligheder for tilmelding til aktiviteter og kurser:

  1. Tilmelding af sig selv: Her logges ind via DJ’s loginsystem, og de påkrævede deltageroplysninger hentes fra medlemssystemet.
  2. Tilmelding som formand, kasserer eller sekretær i en jagtforening: Her logges ind via DJ’s loginsystem, hvorefter der er adgang til at hente påkrævede deltageroplysninger fra foreningens medlemsliste.
  3. Tilmelding som ikke-medlem/af andet medlem: Her skal alle deltageroplysninger tastes i systemet.

Fælles for alle 3 muligheder er, at de påkrævede deltageroplysninger afhænger af arrangementstypen. For de kommende duelighedsprøver, kvalifikationsskydninger og forbundsmesterskaber, vil du skulle bruge følgende oplysninger for alle deltagere:

  • Medlemsnummer
  • Fuldt navn
  • Postnummer
  • By
  • Køn
  • Fødselsdato

Hvad er mit medlemslogin?

Dit medlemslogin er den e-mailadresse og det kodeord du allerede bruger til at logge ind på Medlemsnettet eller i appen Jæger. Hvis du ikke har et login, kan du kontakte Medlemsservice på medl@jaegerne.dk og oplyse din mailadresse. Herefter vil mailadressen blive koblet på dit medlemskab, og du vil få tilsendt loginoplysninger.