Hjælp agerhønen og haren

Tekst: Jan Skriver. Foto: Jan Skriver

Markvildtet mangler føde og levesteder, og landbruget ligger inde med nøglen, der kan åbne for bedre levevilkår i det dyrkede land. Hold fokus på vildtplejen og faunastriberne, lød det på årsmødet.

De seneste to år er der etableret i alt 167 kilometer faunastriber til gavn for flora og fauna i det nordjyske kulturlandskab og til glæde for landsdelens jægere.

I år fortsætter projektet, der er et samarbejde mellem LandboNord, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Biavlerforening, Dansk Ornitologisk Forening og ALK Maskinservice, der tager sig af det praktiske arbejde med at så og anlægge faunastriberne i perioden fra 25. april og frem til 1. juni.

- Vores vildtplejerådgiver Kurt Thomsen tager sig af projektet på vores vegne. Vi vil gerne, hvis faunastriberne kan blive permanente, så det ikke bare er et år eller to, de fungerer til glæde for bier, insekter, fugle og småvildt. Det er meget vigtigt, at vi bliver ved med at have opmærksomhed på markvildtets ringe levevilkår, så vi holder fokus på de vildtvenlige tiltag med mange blomster og plantearter, lød det fra Grethe Jakobsen, formand for kreds 1.

- Initiativet med faunastriberne har bredt sig til Thy. Også Himmerland vil gerne med, hvor Jens Stevn allerede har en aftale med AgriNord. At der er hul igennem til landbruget kan også ses på LandboNord her i marts, hvor Jægerforbundets markvildtrådgiver giver landmænd gratis rådgivning om markdrift, som kan gavne vildtet og på samme tid være en besparelse for landmanden. Lad os håbe, at vi de kommende år vil få flere grønne korridorer i landskabet, og at indsatsen vil bære frugt i form af flere agerhøns og harer, lød det i formandens beretning.