Træn jagthunden til at finde skudsted

Efterskudsarbejdet er en uhyre vigtig disciplin for ansvarlig udøvelse af jagt. Først og fremmest er det efterskudsarbejdet, der skal medvirke til at sikre, at vi ikke efterlader anskudt vildt efter jagt. Endelig skal det sikre, at vi får alt skudt vildt med hjem, og dermed tager vare på den unikke råvare, som vildtet er. En veltrænet jagthund er et velegnet redskab i denne sammenhæng, og den skal bruges rigtigt. Hunden er nemlig uovertruffen til at finde skudstedet: Der sted, hvor et stykke vildt stod, da der blev afgivet skud til det.

I de tilfælde hvor vildtet ikke umiddelbart ligger synligt forendt, skal skudstedet undersøges, så der kan træffes beslutning om, hvorvidt der skal rekvireres en legitimeret schweisshund, eller om dyret evt. kan findes med en almindelig jagthund.

Det er dog meget vigtigt at understrege, at den almindelige jagthund aldrig bør bruges til at eftersøge hjortevildt, medmindre der findes tydeligt tegn på at det er ramt dødeligt. Det vil være lungeschweiss eller stykker af lunge. Den almindelige jagthund skal således alene bruges til at finde frem til skudstedet, og først derefter – hvis der er tale om en kugle i hjerte/lungeregionen – eftersøgning af vildtet.

I begge tilfælde skal hunden altid føres i rem.

Gør det rigtigt, eller lad helt være

Årsagen til at hunden skal være i rem er, at du ellers kan risikere at hunden stikker af og jager eventuelt anskudt vildt op fra sårlejet uden at få fat i det. I det tilfælde bør du hurtigst muligt tilkalde en legitimeret schweisshund, om end den følgende eftersøgning vil blive væsentligt vanskeliggjort, og chancen for at finde dyret reduceres betydeligt.

Den erfarne schweisshund vil nemlig have langt større chancen for at finde dyret, når det er dens egen opsporing, der får dyret til at rejse sig fra sårlejet. Den kan nu slippes til hetzen med det samme, og dermed have langt bedre mulighed for at stille og/eller fange dyret. Er et stykke råvildt ramt i et løb, og det rejses af en urutineret hund eller jægeren selv, er der 10 pct. chance for at få dyret. Er det derimod en erfaren schweisshund, der eftersøger og kan hetze dyret når det rejses fra første sårleje, er chancen forøget til 90 pct.

Vurdering af pürschtegn

Når skudstedet er fundet, skal du som jæger vurdere stedet. Der er her nogle forholdsregler, der skal overholdes, og du bør træne jagthunden i denne specifikke opgave. Det er vigtigt at understrege, at selv erfarne jægere kan have svært ved at bedømme et skudsted, og er du det mindste i tvivl, skal du konsultere en legitimeret schweisshundefører. Hvis der ikke findes lungeschweiss, men f.eks. rørknogler, udefinerbare knogler, maveindhold, mange hår, tænder, eller andre tegn på at dyret ikke er dødeligt ramt, skal du altid rekvirere en legitimeret schweisshundefører.

Derfor: Husk altid at føre jagthunden i rem, når den skal finde frem til skudstedet. Fortsæt kun eftersøgningen, hvis der er tydelige tegn på, at dyret er dødeligt ramt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Træning i at finde skudsted

Træning af jagthunden i at vurdere skudsted kan ske på følgende måde: Først og fremmest bør du benytte enhver lejlighed til at lade hunden undersøge et skudsted, så du kan lære at læse din hund, når der findes pürschtegn på skudstedet. Det skal som nævnt altid ske med hunden i rem. Når hunden finder skudstedet, skal den have masser af ros. Er der sikre tegn på at dyret ramt dødeligt, kan du som nævnt lade hunden finde det. Hunden skal roses når den kommer frem til det forendte dyr. Efter nogle gange vil hunden forstå, at det handler om at finde skudstedet.

Og igen: Er du i tvivl om, hvor dyret er ramt, skal du ikke selv gå i gang med at lede, men overlade det til en legitimeret schweisshundefører. Der er ikke unormalt at selv waidskudte dyr ikke efterlader synlige tegn på at være ramt. F.eks. ses det ofte at kronkalve sætter sig i sårleje allerede 150 meter fra skudstedet, mens voksne dyr ofte går længere inden de sætter sig i sårlejet.

Træning i kontroleftersøg

For at bruge jagthunden til at vurdere skudsted, skal den trænes i kontroleftersøg. Det vil sige, at der eftersøges uden egentlige tegn på en anskydning. Det er således en eftersøgning, som gennemføres blot for at være på den sikre side – altså en kontrol.

Træning i kontroleftersøg skal ske ved at hunden afsøger et område med sikkert ”forbi skud”, og fært fra frisk hjortevildt. Det afgørende er, at hunden lærer at ignorere fod fra frisk hjortevildt i en grad, hvor den forstår kun at markere skudtegn – altså i de tilfælde, hvor dyret er ramt.

Det kan ske ved at observere et stykke hjortevildt, som efterfølgende jages bort. Så afgives et skud ned i jorden mod det sted, hvor dyret stod. Derefter lader du hunden afsøge området i rem, og begynder den at følge foden, siger du nej og tager hunden af foden. Herved lærer hunden at den ikke skal følge frisk fod, når den er i rem.

Det er ofte individuelt hvordan hunden reagerer på såvel forbiskud og træf. Derfor skal det trænes ofte, så du lærer dig at læse hundens signaler på de to situationer.

Brug de legitimerede schweisshunde

En almindelig jagthund, der har bestået en sporprøve på 20 timers/400 meter eller mere, er ikke en schweisshund. Den har blot vist evner i at gå spor, og vil ofte ikke kunne løse opgaver med vanskelige eftersøgninger. De fleste hunde i Schweissregisteret begynder først for alvor at fungere, når de har nået et vist erfaringsniveau. Derfor skal vi huske at bruge schweisshundene i schweissregisteret, for jo mere de bliver brugt, jo bedre bliver de. Det er til fælles bedste, og vildtets tarv er ubetinget det vigtigste i den sammenhæng.

Hvert år foretager de legitimerede schweisshundeførere kontroleftersøgninger i de situationer, hvor der ikke kan findes tegn på at dyret er ramt. I 25 pct. af disse eftersøgninger finder hunden frem til dyret. Konklusionen er indlysende - tvivlen skal altid komme vildtet til gode!