Offentliggjort den: 05. februar 2024

Det ubrydelige venskab - jægeren og jagthunden

Hvem var det, der sagde, at man kan kritisere en jægers børn og ægtefælle, men aldrig – aldrig nogensinde – hans hund? Det er jo nok at stramme den en anelse, eller er det? For sommetider kan det føles, som om jæger og hund smelter sammen til én identitet, to alen af samme stykke. Så meget desto vigtigere må det være at vælge rigtigt, når jagten på hvalpen går ind.

Tekst: Ove Dam Hedegaard og Jacob Munkholm Jensen
Foto: Søren Vendelbo og Ove Dam Hedegaard

Historien om jægeren og jagthunden begynder selvfølgelig med, at der slet ikke er nogen hund. For først er der en hel masse overvejelser og beslutninger, man skal igennem. Der er ingen vej udenom, hvis projektet skal lykkes. I denne artikel vil vi kort komme ind på de vigtigste, men der er slet ikke plads nok til for alvor at komme i dybden med emnet.

Vær derfor opmærksom på, at du aldrig kan forberede dig for meget, før du beslutter dig for valg af hvalp, race og opdrætter. Tag dig god tid, vær kritisk og søg så meget viden, du kan. Fra hundefolk, bøger, blade og selvfølgelig seriøse fora på internettet. Kort sagt: Gør dit hjemmearbejde, og gør det grundigt.

For det er et stort ansvar at anskaffe sig en hund, og beslutningen skal holde mange år ud i fremtiden.

Har du tid og lyst – i medgang og i modgang?

Jagthunderacerne er fremavlet igennem generationer til forskellige jagtlige formål, og nogle racer er mere specialiserede end andre. Dette skal du have med i dine overvejelser. Det er vigtigt, at den race du vælger, passer til netop dine behov. Her tænkes især på de jagtmuligheder, du har, og den jagtform, du ønsker at anvende hunden til.

En jagthund kræver daglig omsorg, så du skal gøre dig klart, at hunden skal fodres, vandes, luftes, klappes, og i det hele taget skal den være en del af din familie hver eneste dag. Kort sagt: præcis som alle andre hunde. Den skal have mulighed for meningsfyldte aktiviteter i overensstemmelser med dens natur, og den skal have mulighed for at blive fysisk og psykisk træt. Og så har hunden krav på et ordentligt sted at være, både i dagtimerne og om natten, og den skal have kontakt med mennesker i mange timer hver dag. Endelig har hunden krav på at blive uddannet, så den ikke er en plage for sig selv og omgivelserne.

Kan du honorere disse krav? Det er dig, der har ansvaret, døgnet rundt. Er du bekymret for, om hunden vil blive en klods om benet på dig og din familie, så er det nok bedre at lade være.

Stående, stødende eller apporterende

Gennem generationers avlsarbejde har de enkelte hunderacer udviklet hver deres speciale, som vi kan drage fordel af. Alle jægere og hundefolk har ansvar for og pligt til ikke at ødelægge dette. Hunderacernes forskellige specialer skal respekteres.

Når jægere taler om jagthunde, er det som oftest typerne stående, stødende og apporterende racer, som er i tankerne. Altså racer som ruhåret hønsehund, springer spaniel og labrador for at nævne de mest almindelige af de tre typer. Gravsøgende hunde, støvende hunde og eftersøgningshunde er naturligvis også jagthunde. Men selv om man ofte ser f.eks. terriere, som apporterer godt fra både land og vand, er det alligevel de tre førstnævnte typer, der refereres til, når der diskuteres jagthunde i bred almindelighed. De stående, stødende og apporterende hunde har hver sit arbejdsområde. Fælles for dem er, at de skal kunne hente vildtet. Altså apportere.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Det vanskelige valg af hvalp

For at sikre dig, at hvalpen er i orden, er det afgørende at forældrehundene og deres forfædre er gode jagthunde. Derfor bør du, hvis det er muligt, se og opleve forældrehundene på jagt, i deres hjem, i bilen, sammen med børn osv. samt observere om deres sundhed er i orden. Indsigt i forældrehundene er måske det allervigtigste parameter, når du skal vælge hvalp.

Vælger du en hvalp fra forældrehunde, som har bevist deres jagtlige kunnen, har du således det bedste grundlag for at få en god jagthund. Men selv om du vælger en hvalp fra forældrehunde som er dygtige, får du ikke automatisk en god hund. Forstår du at udnytte de medfødte forudsætninger, er grundlaget for at få en god jagthund til gengæld til stede.

Og så opstår spørgsmålet: Han eller tæve?

Valget af køn beror ofte mere på hundekøberens temperament end på faktuelle brugsmæssige forskelle. Nogle hundeførere arbejder bare bedst med tæver, mens andre foretrækker hanner. Skal man generalisere lidt, kan hanner ofte være mere ligetil og ukomplicerede - måske lidt flegmatiske. Undertiden kan de virke ubekymrede og med masser af gå på mod - lidt drengede. Tæver kan være lidt mere komplicerede, egenrådige, måske endda mere snedige, og derfor kan de være svære at tolke.

Det omhyggelige valg af opdrætter

Der findes både meget ansvarsfulde og seriøse opdrættere - og desværre også plattenslagere. Det ved de fleste vist. Derfor bør du altid bede opdrætteren om referencer fra tidligere hvalpekøbere. Besøg flere opdrættere, så du selv danner dig et indtryk af, hvilke kvaliteter du sætter pris på. Under besøgene kan du skabe en tillidsafkodning af den enkelte opdrætter. Troværdigheden og seriøsiteten hos opdrættere kan nemlig ofte vise sig at være den altafgørende faktor for, om hvalpen er i orden.

Den ansvarsfulde og seriøse opdrætter vil ofte give dig råd, som er værd at lytte til. F.eks. i forhold til hvilken hvalp i kuldet du bør vælge. Så lyt nøje til opdrætteren, som jo har observeret hvalpene grundigt, og som er den, der kender dem bedst. Råd fra opdrætteren bør altid være en del af dit beslutningsgrundlag.

Der findes ingen facitliste for det rigtige hvalpekøb, men her er et par gode huskeregler: Sæt dig godt og grundigt ind i racernes forskellighed og forcer. Gode hvalpe er ofte dyre. Der er dog ikke nødvendigvis sammenhæng mellem en høj pris og en god hvalp. Uanset de racespecifikke forskelle kræver det tid at uddanne en god og effektiv jagthund. Det er derfor, det er så vigtigt, at du træffer det rigtige valg i forhold til jagt, tid og familien.

Men så får du til gengæld også verdens bedste jagtkammerat. Knæk & bræk!
 

Hør udsendelsen om anskaffelse af hvalp i vores podcastserie om jagthunden: