OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. marts 2023

Status for hundeområdet

Forårets komme er i mange jagtforeninger lig med opstart af diverse træningstilbud. Alt fra hvalpemotivation, apporteringstræning, førskudsarbejde til schweiss og gravtræning. Det summer af forventningsglæde hos både hund og ejer.

Tekst: Ove Dam Hedegaard

Status for test og prøver

I Danmarks Jægerforbund har der ikke været vinterferie. Vi arbejder benhårdt på, at vi kan annoncere de nye tests og prøver i deres helhed. Lige nu arbejder en arbejdsgruppe bestående af medlemmer og tillidsfolk med Deltager- og Dommervejledninger. De skal lægge sidste hånd på opgaven. Vi glæder os så meget, at det er svært at sidde stille i stolen. 3 nye tests og 4 nye prøver (næsten da) vil blive præsenteret.

  • DJ Grundfærdighedstest 1
  • DJ Grundfærdighedstest 2
  • DJ Apporteringstest med dummy
  • DJ Naturtest i grav (gravsøgende hunde)
  • DJ Jagthundeprøve
  • DJ Apporteringsprøve (Den ”lille” anerkendte DJU med få ændringer)
  • DJ Udvidet Apporteringsprøve (som mange kender den med få ændringer)

Hold derfor øje med siden her, da vi stille og roligt åbner for informationsslusen. Flere jagtforeninger har meldt sig på banen til at teste og afprøve de nye tiltag, hvilket vi er rigtig glade for. Her vil vi optage videoer til vejledning og fremvisning, interviewe deltagere og bedømmere/dommere for deres oplevelse af hhv. testene og prøverne. Dog må vi vente lidt med naturtesten i grav, da denne test skal udføres ifm. jagt.

Vi er bekendt med, at der desværre florerer dokumenter med testene og prøverne rundt i landet. Det er ærgerligt, da vi ikke står med det endelige resultat. Reglementer og vejledninger skal være 100 pct. enslydende, og arbejdsgruppen for Deltager- og dommervejledninger er lige på trapperne med deres endelige resultat. Vi har modtaget henvendelser, hvor medlemmer ikke kan se helheden, fordi de selvfølgelig mangler information. Nogle har endda været frustrerede over passager i reglementerne, som var en del af et udkast, som efterfølgende har været rettet til. Det er nok et vilkår og et paradoks, når processen kræver stor inddragelse og involvering af mange forskellige medlemmer, og virkelysten er så stor. Men vi vil gerne opfordre til, at man kun forholder sig til det, der meldes endeligt ud fra sekretariatet.

Veste og dummyer i DJ’s webshop
I skrivende stund tilføjes der træningsveste og dummyer i en god kvalitet med logo til webshoppen. Der har over tid været et stigende ønske fra medlemmer og instruktører om, at DJ tilbyder flere artikler på hundeområdet i webshoppen. Det gør vi noget ved. Faktisk bliver der et afsnit i webshoppen kun med hund, så det er nemmere at navigere rundt i. Vi håber, at I vil tage godt imod tiltaget.

Hund i DJ appen
Et nyt og spændende arbejde med at få hundeområdet med på DJ appen er igangsat. Vi glæder os til, at det bliver endnu nemmere at få information, når man har brug for det. Der arbejdes pt. I 3 spor: almen viden, tests og prøver samt et univers for instruktørerne. Vi har lovet, at udviklerne får ro til opgaven, men det er yderst svært at vente. Som medlem vil man kunne finde artikler om anskaffelse af hunden, gode råd til sundhed og velvære for hunden og meget andet. Information og vejledninger til tests og prøver vil være tilgængelige for alle, så vi bidrager til mindre print på papir. Sidst vil instruktørerne kunne finde hjælp og værktøjer på et lukket univers, som er tiltænkt til at kunne understøttende for det frivillige arbejde i jagtforeningerne.

Apporteringsprøver
Vi modtager lige nu de første annonceark fra prøveledere og hundekoordinatorer, hvilket vi er rigtig glade for. Apporteringsprøverne udgør en meget vigtig del af vores aktiviteter i kredsene. Du kan finde prøver på DKK’s Hundeweb og på DJ’s hjemmeside, når de registreres i systemerne. Er du prøveleder eller dommer og ønsker information om ændringer i apporteringsprøven og den udvidet apporteringsprøve, så tag endelig fat i jagthundekonsulenten eller en af de lokale hundekoordinatorer.

Træningspladser på kortet
Et godt initiativ fra en Facebook-gruppe for DJ’s instruktører er overgået til at være en del af indholdet på hjemmesiden under fanen ”HUND”. Et Danmarkskort over, hvor jagtforeninger tilbyder jagthundetræning. Har man lyst til at få sine oplysninger med på kortet, så lokale jægere har mulighed for at få pudset formen, så skal man blot følge anvisningen i dette link

Erfagruppe for gravanlæggene
En ny erfagruppe for gravanlæggene til indlæring af gravjagt, har mødtes for første gang på Kalø. Gruppen består pt. af en repræsentant fra hvert anlæg. Der er pt. 9 anlæg fordelt geografisk i landet samt et mobilt anlæg, som bruges ifm. messer og uddannelser. Erfagruppens formål er at netværke på tværs af landet, og dele erfaringer og viden ifm. foreløbige oplevelser med etableringerne og driften af anlæggene, hvor der indlæres på mekanisk ræv.

Her fra sekretariatet ønsker vi knæk og bræk med træningen og prøver i foråret!