OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 09. februar 2022

Kommunikation med hunden

Al kommunikation foregår på modtagers præmisser, så det er op til os at gøre os så tydelige, at hunden forstår vores hensigt og forventning til den, hver gang vi kommunikerer til den.

Tekst: Søren Lund Nielsen
Foto: Christine Kjær Nielsen

Om vi kalder det tegn, signaler, beskeder, kommandoer eller noget helt femte, så er en afgørende forudsætning for at få samarbejdet med hunden til at virke, at vi er i stand til at kommunikere vores forventning, så hunden forstår os.

Kropssprog

Som når vi kommunikerer med hinanden, fylder det nonverbale sprog, kropssproget, mere i modtagerens underbevidsthed end det talte sprog. Sådan er det også, når vi kommunikerer til vores hunde. For nylig havde jeg fornøjelsen af at skulle hjælpe en god kammerat godt i gang med apporteringstræningen med en hvalp, vi havde solgt ham. Kammeraten er en velvoksen mand, murer i hverdagen, som nok ligger meget tæt på to meter i højden og 0,1 ton i akseltryk.

Hundehvalpen er en springerspaniel, som da vi startede denne del af træningen op, nok var omkring 14 uger og 7 kg. Føreren starter rigtigt ved at gøre en tennisbold lidt levende foran sig for at vække hvalpens jagtlyst, hvorefter han kaster bolden et par meter frem foran sig. Hvalpen løber villigt ud, samler bolden op og vender om. Det, hvalpen får øje på, er en 0,1 ton murer, der er foldet sammen ned mod jorden med begge hænder i jorden og med et lavt hoved, som med dyb røst opmuntrer hvalpen med et lidt groft udtalt ”kom så med den da” – ikke noget at sige til, at hvalpen skynder sig i modsat retning med bolden. Alt andet end ”kom så med den da” er en stor trussel for hvalpen, som ikke forstår den sætning, der kommer, men som aflæser hele situationen, ikke mindst førerens kropssprog.

Vi kan nok alle nikke genkendende til en lignende situation, ligesom vi nok er flere, der bruger en løftet pegefinger overfor hunden, der både betyder, sit, nej, bliv og meget andet.

Hvis vi øver os i at være meget tydelige med vores kropssprog og f.eks. virke indbydende overfor en lille hvalp under oplæring, minimerer vi risikoen for at blive misforstået. Så havde mureren i stedet siddet tilbagelænet med åbne arme og kaldt på hvalpen i et opmuntrende toneleje, er der en overvejende sandsynlighed for, at den var kommet retur og var sprunget op i favnen til ham med bolden.

Grundlæggende kan man sige, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du siger ”hinter”, ”plads”, ”heel” eller noget helt fjerde, når du gerne vil have din hund til at gå pænt ved din side. Det afgørende er, at du siger og ikke mindst gør det samme hver gang. Altså har du lært din hund at gå ”hinter” ved at sige ordet og klappe dig på låret, så har hunden krav på begge kommandoer, før du kan forlange, at den kan løse opgaven.

Hjælpemidler

Når vi træner jagthunde, findes der forskellige hjælpemidler, vi kan tage i brug for at lette kommunikationen og først og fremmest gøre signalerne ens hver gang.

Det første, jeg vil komme ind på, er fløjten, som er det tætteste, vi kommer på et neutralt kommunikationshjælpemiddel, og omend man godt kan aflæse føreres frustrationer på fløjten, så hører hunden samme frekvens, uanset om du er sur eller glad. Samtidig har fløjten den fordel, at du kan træne dig selv til at bruge de samme signaler hver gang, og hunden på jagt eller til træning kan sagtens kende sin egen førers signaler fra andre fløjtesignaler, endda selvom vi ofte anvender helt identiske fløjter. Et andet fortrin ved at benytte fløjte, særligt dem med lidt lavere frekvens, er, at vi kan føre hunden så lydløst som muligt, således at hunden har en chance for at sætte vildtet, og vi kan opnå skudchance.

Klikker er et andet kommunikations-hjælpemiddel, som vi kan bruge som en præcis markør. Fordelen ved klikkeren er, at vi kan time vores markering af den ønskede adfærd, præcis når hunden gør det, vi gerne vil have. Hunden lærer lynhurtigt at kæde klikket sammen med belønning, som skal falde umiddelbart efter klikket.

Skjult kommunikation

For nogle år siden boede jeg alene med mine to halvstore piger og to spaniels. Hundene havde deres plads under trappen til første sal, hvor pigernes værelser var. Den store af pigerne og hundene levede på det, der bedst kan betegnes som ”tålt ophold”, de undgik at komme i konflikt, men undgik for det meste bare hinanden, hvorimod lillesøster elskede hundene, hvilket var gengældt.

Hvis hundene lå under trappen og sov, og lillesøster stod ud af sengen eller rejste sig fra skrivebordsstolen oppe på værelset, så stod der øjeblikkeligt to hunde og ventede ved trappen, hvorimod hvis storesøster rørte på sig, så udløste det absolut ingen reaktion i hundekassen. Det samme genkender de fleste hundeejere og jægere, at når noget bestemt tøj findes frem, eller en bestemt skabslåge åbnes, så reagerer hunden prompte med en forventning om, hvad der nu skal ske. Det gør hunden ikke, fordi den med sin fornuft kan forudsige, hvad der nu kommer til at ske. Derimod er det en adfærd, vi har lært hunden, bevidst eller ubevidst.

Det, vi skal være opmærksomme på her, er, at ønsker vi en anden adfærd end den, hunden tilbyder, så skal det trænes, og der skal sættes noget andet i stedet, så hunden finder større værdi i at udføre en ny ”øvelse”/”tilbyde en anden adfærd”. F.eks. hvis du er træt af, at hunden flipper helt ud, hver gang du tager snoren ned af knagen, så skal du i en lang periode tage snoren ned, ignorere hunden og hænge snoren på plads, plus du skal belønne hunden med opmærksomhed ros og evt. en godbid, når den igen er faldet til ro og sidder i kassen. Først når den kan forholde sig roligt, når snoren bliver taget ned, kan du lægge snor på og gå en tur med hunden.

Selvsagt er det tungt at aflære disse indgroede vaner, så derfor skal vi være meget omhyggelige i vores omgang med hundehvalpe, så de kun lærer præcis det, vi ønsker, de skal lære.

Brug det

Når vi så har fået lært at kommunikere med hunden, om det er på tysk, dansk eller engelsk, så skal vi, som hundeførere, huske at være ens hver gang. Jeg synes at se flere, der er meget dygtige til tegn, kommandoer og signaler, måske endda smarte tyske eller engelske ord, når de træner på træningspladsen. Men når så hunden tages med på jagt, skifter føreren sprog og er utydelig med tegn og signaler, og hunden har ingen chance for at lykkes med opgaverne, fordi føreren pludselig er meget svær at forstå.

Knæk og bræk med træning og kommunikation med din jagthund!