OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 23. august 2021

Pandemi-hunde

Ordet pandemi kommer af det græske pan – alle og demos – folk. Det er også uden tvivl alle, der har været påvirket af COVID-19 i en eller anden grad. Vores jagthunde har været og er også berørte af, hvad der for mange blev en ny hverdag. Sørg for at få jagthunden med på rejsen tilbage til hverdagen, som vi kender den fra før COVID-19. Det kræver tid og tilvænning.

Tekst og Foto: Ove Dam Hedegaard

Når jeg tænker tilbage på udbruddet af det nye coronavirus COVID-19, så husker jeg tydeligt, at jeg sammenlignede det med SARS-udbruddet, der i 2003 ramte Sydøstasien. Mine tanker dengang var, at det ville vi nok aldrig se i Danmark. Jeg husker også, at det var præcis det, man sagde i nyhederne på diverse tv-kanaler. Virkeligheden blev en anden, og verden forandrede sig gradvist fra marts 2020. Den ene restriktion afløste den anden, og pludselig blev flere og flere beordret hjem til en arbejdsplads, hvor også fritiden tog sit afsæt.

Nedlukningens konsekvenser

Tiden kunne måles i en anden kontekst. Mange sparede bl.a. køreturen frem og tilbage fra arbejde, fodboldkampen i weekenderne og meget andet. Tid, der nu kunne investeres i projekter, der haltede, eller i drømme, der ikke tidligere havde været mulige. For rigtig mange gik drømmen om en hund i hjemmet i opfyldelse. Også for jægerne. Opdrættere meldte hurtigt udsolgt i både 2020 og 2021, og prisen på en god hvalp nåede et skyhøjt niveau. Hvalpene fik motiverede og længselsfulde ejere med tid til at gå ind i den nye rolle som hundeejer. Det har uden tvivl givet mange jagthunde den bedste start på livet og givet mange gode timer med træning, hygge og frisk luft.

Desværre lukkede vores jagtforeninger også ned i samme periode. Jagtforeninger, der har den erfaring og viden, der skal til, når man gerne vil ende ud med en lydig og egnet apporterende hund. Netværket omkring det gode jagthundehåndværk blev en mangelvare, og især mange nye jagthundeejere oplevede, at hjælpen var svær at få. Derfor måtte mange ty til tvivlsomme online-træningsvideoer, der af og til efterlod dem med en følelse af at være ”forkerte” eller direkte dumme. For hvornår ved man, om man gør det rigtigt? Evalueringerne fra instruktørerne, som hjælper jagthundeføreren på vej, var der ikke. Det er nemlig det, som instruktørerne og trænerne i jagtforeningerne kan, når de møder hundeførerne face to face. De ser forskellighederne. Jagthundeførerens og hundens niveau og kendskab til træningen. De små fejl og misforståelser. De kan hjælpe og vejlede ud fra det, som de ser – uge efter uge.

Denne artikel er bragt i sin helhed i augustnummeret af Jæger. Vi har valgt at gøre den frit tilgængelig for alle i vores gratis uddrag af bladet. Du kan derfor læse resten af artiklen i vores iPaper-version ved at klikke her.