Engelsk setter
Den engelske setter er en stående jagthund, der arbejder i et stort og målrettet søg. Den er nærmest utrættelig på jagt; udstråler energi og høj intensitet fra start til slut på en lang jagtdag.
At se en engelsk setter, der afsøger terrænet i fejende flot stil, og som ”ramt af lynet” pludselig kaster sig i en stram stand, er en fryd og nydelse for alle jægere. En jagtdag med engelske settere tilføjes simpelthen en ekstra smuk æstetisk dimension.
Men en engelsk setter er meget mere end ”søg, fart og stil”. Det er også en sikker apportør, som med den skoling, der er nødvendig for alle jagthunde, finder og bringer jagtdagens nedlagte vildt. Fra land og vand mestrer den efterskudsarbejdets nødvendige discipliner.
Endvidere er det en misforståelse, hvis man tror, at racen kun kan anvendes på åbent felt. En engelsk setter er en fremragende sneppehund, og den driver – med samme jagtlyst som på åben mark – enhver vildtart frem til skytterne fra skov og mose.
Funktionen som familiehund udfylder en engelsk setter også hellere end gerne. Den værdsætter samværet med alle ”familiemedlemmer”, børn som voksne. Og dens rolige gemyt betyder, at den uden besvær kan udfylde rollen som stuehund, ligesom den også fint kan lære at opholde sig en passende tid af døgnet i en velindrettet hundegård.
Men tag ikke fejl: Anskaffer man sig en engelsk setter, forpligter man sig naturligvis også til at sikre den et fysisk og mentalt aktivt liv. Gerne med jagt som en væsentlig ingrediens i dens tilværelse. Nogle jægere vælger, at markprøver skal være en del af deres jagthunds liv. Det giver en aktiv tilværelse for både hund og fører i en del af de måneder, der ligger udenfor jagtsæsonen. Og for en del jægere har markprøvetiden næsten lige så høj prioritet som jagtsæsonen. Skulle du også blive grebet af markprøvernes spændende atmosfære, er den engelske setter et godt valg. Racen er overordentlig pænt repræsenteret, når præmier og pokaler uddeles på såvel små som store prøver.
Den engelske setter har – ikke overraskende – England som oprindelsesland. Helt tilbage i 1500-tallet blev setter-lignende racer anvendt til fangst af agerhøns. Hundene skulle på de store engelske heder finde og nagle fuglene, som herefter blev fanget i net. Det krævede hunde med gode vildtfinder- og standegenskaber. Egenskaber, som i dag er udviklet til perfektion.
Denne artikel blev første gang bragt i marts-udgaven af magasinet Jæger. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online. Bliv medlem - klik her!