OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Sølvmåge på tallerkenen

Dengang mågerne blev fredet, efterlod det en del af os jægere i frustration og med følelsen af tab, deriblandt mig selv. Vi havde mistet en jagtbar art, og det var svært at forstå grunden, men i den grad også fordi, at jeg aldrig nåede at smage en måge.

Tekst: Anders Larsen
Foto: Anders Larsen

Historier fortalt mellem jægere har altid siddet i mit baghovedet. Især historier mellem strand- og havjægere, der kunne berette om lækkert mågekød, der blev banket og lavet som wienerschnitzel med bløde løg, så tænderne løb i vand. Derfor faldt snakken hurtigt på sølvmågen, da den vendte tilbage på listen over jagtbare arter. Specielt op til den 1. september, hvor den traditionelle tur skulle afholdes på fjorden.

Men det går jo sjældent, som præsten prædiker, og fjorden gav ingen sølvmåger fra sig på den tur. Stormmåger, hættemåger, fjordterner slog et smut forbi, men ingen sølvmåger. Drømmen om at få en på bordet forblev en drøm - sammen med alle historierne om de mange lækre mågeretter.

Det kræver jo ikke nødvendigvis, at man er på vandet, for at man kan komme ind på livet af mågerne. September er en måned, hvor der både pløjes og sås på de mange marker rundt om i vores lille land, og det tiltrækker mange fugle.

Måger er der nemlig nok af - og især efter en traktor med ploven dybt begravet i jorden. Og duerne slog også hårdt på de omkringliggende marker samtidigt. Derfor var det jo oplagt at tage på regulering af duer og samtidig have øjnene på udkig efter den skrigende svæver, med sin relativt nemt aflæselige aftegninger.

De unge måger er dog en anden snak, og der skulle kigges på en del måger over skjulet før en ung sølvmåge kom tæt nok på og gav sig tilkende.

Det blev til et lodret skud op i luften til en ung sølvmåge, der hang næsten stille i luften. Med ét dumpede den mod jorden og Stella, min knaldapporterende hund, var hurtigere ud af skjulet end mågen ramte jorden.

Ja, alt kan jo ikke være perfekt.

Tilbage var der kun at komme stolt hjem til familien med den, hvilken frembragte stor begejstring hos min hustru og to ældste børn, som aldrig havde holdt en måge i hånden før.

Vi blev hurtigt enige om, at der skulle smages på herlighederne, og det var en stor succes. Måger er velsmagende kød, og det blev godkendt af både mine tvillingedøtre på 1 år, datter på 5 år, søn på 7 år, min hustru og mig selv.

Kødet er velsmagende og minder om oksekød med et strejf af vildt, det har en flot farve, en god struktur og kan helt sikkert anvendes til mange retter, men herunder kan du læse, hvordan jeg gjorde.

Tilberedning af Sølvmåge

Måge er som skrevet nyt kød for mig, og derfor ønskede jeg en ren smag uden for mange finurligheder. Min erfaring siger mig efterhånden, at vildt fremtræder og klarer sig utrolig fornemt, når det steges som en god rød bøf.

Du skal bruge:

  • En stegepande
  • Smør og olie
  • Frisk rosmarin
  • Et banket fed hvidløg uden skal
  • En lille frisk chili, der næsten kløves i to (kan undlades)
  • Salt og peber

Sådan gør du

Flå mågen og skær brysterne fri. Finpuds kødet for hinder, fedt og blod, så du står med det rene kød tilbage.

Varm en pande godt op og krydder dit kød med lidt salt og peber på den ene side.

Når panden er godt varm, kommer du godt med smør og meget lidt olie på.

Lad det syde lidt og så pande og indhold bliver varmt, læg dit måge kød på panden med den krydrede side ned.

Steg i ca. 3 min på god varme og tilfør lidt salt og peber, inden du vender det.

Vend brystet og læg lidt rosmarin, chili og hvidløg i smøret ved siden af kødet (hvidløget skal have et tryk/bank, så det flækker lidt og er nemt at pille, inden det kommer på panden.

Steg i yderligere godt 3 minutter og brug med jævne mellemrum en ske til at væde kødet med smørret, som det steges i.

Mærk på kødet, om det er ved at være færdigt. Det skal føles som en god bøf, pas på det ikke bliver overstegt!

Giv dem eventuelt et minut mere på den første side, hvis de føles for bløde, men vær stadig opmærksom på ikke at give dem for meget.

Tag kødet af panden, giv det hele en smule groft salt og lad det hvile lidt.

Skær fx kødet i nogle gode skiver og server med en bagt kartoffel og salat eller små stegte kartofler samt en god sovs og noget sprødt grønt.