OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. april 2017

Alle har gavn af den frivillige jagtprøve - selv formanden

Lørdag d. 1. april afholdt kreds 4 frivillig jagtprøve på Randbøl skydebane. 52 kursister var mødt op på dagen for at teste, om de er klar til forårets ordinære jagtprøver - heriblandt jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen.

Tekst: Anita Vognstrup, Danmarks Jægerforbund
Formanden viser, at han kan lade sikkert i prøvens praktiske del.

Formanden viser, at han kan lade sikkert i prøvens praktiske del.

Sikker våbenhåndtering er en afgørende del af jagtprøven - i den frivillige prøve kan man teste, om færdighederne er i orden, som formand for DJ Claus Lind Christensen her demonstrerer.

Sikker våbenhåndtering er en afgørende del af jagtprøven - i den frivillige prøve kan man teste, om færdighederne er i orden, som formand for DJ Claus Lind Christensen her demonstrerer.

På en dejlig forårsdag - den første i april - fik 52 jagttegnskursister testet, om de var klar til at gå op til den ordinære jagtprøve, som venter i løbet af foråret. Det var Kreds 4, der afholdt frivillig jagtprøve på Randbøl Skydebane. 

Også formand for DJ, Claus Lind Christensen og hans søn, der selv er i gang med at tage jagttegn, mødte op til testen fra morgenstunden - klar til at teste om jagtfærdighederne sad på rygraden.

Den frivillige jagtprøve består af både en teoretisk og en praktisk del, i præcis samme udformning som den ordinære jagtprøve. Derfor er den et populært og nyttigt tilbud fra Danmarks Jægerforbund, for jagttegnkursister, som gerne vil forberede sig så godt som muligt til jagtprøven, hvor det virkelig gælder.

Claus Lind Christensen tog den frivillige jagtprøve i omvendt rækkefølge, da han lagde ud med, at tage den praktiske prøve, som består af afstandsbedømmelse, sikker håndtering af våben og skud til fire lerduer. Herefter tog formanden teoriprøven, som består af 40 spørgsmål, hvoraf mindst de 36 skal være rigtigt besvaret. 

Jægerforbundets formand bestod begge dele af prøven, hvorimod sønnen stadig havde et par småfejl, som skal finpudses, inden det går løs til den rigtige prøve. Men det er jo netop det, som er meningen med den frivillige jagtprøve, og Claus Lind Christensen understregede også, efter at have prøvet det på egen krop, at den nye jagtprøve kræver en større indsats end den gamle, hvorfor den frivillige jagtprøve er en god idé at "varme op med".

- Jagtprøven i dag er langt mere krævende end den gamle. Der skal virkelig arbejdes for det, og jeg synes, at den frivillige jagtprøve giver den bedst mulige forberedelse. Det er guld værd at få testet, om alle færdighederne sidder, hvor de skal – endda også for en garvet jæger som mig, sagde han.

Hvis du er nysgerrig på, hvad den frivillige jagtprøve går ud på, kan du se mere her:

Information om den frivillige jagtprøve

Og i videoerne herunder kan du høre om oplevelserne fra jagttegnsaspiranter, der selv har været til den frivillige jagtprøve: