OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 31. august 2016

Forbundsmesterskab i udvidet apportering 2016

Tekst: Harris Jensen
Foto: Flemming Højer

Temperaturer omkring de 29 grader og stort set vindstille gjorde det til en varm oplevelse for de 30 hunde, der deltog i årets forbundsmesterskab i apportering.

Mesterskabet blev afviklet på fremragende arealer i Terkelsbøl. Prøveleder Allan Bredsgaard lagde personligt terræner til prøven. Og ikke nok med at terrænerne var perfekte til den udvidede apporteringsprøves tre discipliner, var de også alle placeret i behagelig gåafstand fra mødestedet på Terkelsbøl Camping.

Upåvirkede af varmen

Stort alle hundeførere var fra morgenstunden betænkelige ved det varme og vindstille vejr, men hundene lod sig ikke gå på af de herskende klimatiske forhold. Det var 30 veltrænede jagthunde, som viste et niveau, som formentlig aldrig er set højere på den ganske svære prøve, som Jægerforbundets Udvidede Apporteringsprøve er.

Kendsgerningerne er vel også, at en veltrænet hund fint klarer strabadserne i den tid, som det tager at løse prøvens tre opgaver, ligesom en jagthund der bare VIL finde og apportere også finder den nødvendige vind og fært til at lokalisere apportemnerne.

Apportering af hårvildt

For uindviede skal det oplyses, at hundene skal apportere to stykker hårvildt; enten to kaniner eller én ræv og én kanin. Det giver et betragteligt pointtillæg, hvis hunden apporterer ræv, så hundeførere, der har ambitioner om placeringer i toppen, vælger at lade hunden prøve kræfter med Mikkel.

Og det valg havde samtlige 30 hundeførere truffet; det fortæller lidt om hundenes høje standard.

De to apportemner var udlagt i en stor kultur med energipil. Samtlige hunde, der blev sendt på opgaven fandt og bragte både kanin og ræv; der var en enkelt hund, som spyttede ræven ud et par meter fra førerens hånd. Det er vel tæt på at være en førerfejl, men hunden dumper på fadæsen.

Vandarbejde

Hundene skulle apportere fire ænder. De to var udlagt i rørbevoksningen på et regulært vandhul, mens de to andre skulle apporteres efter tydelige markeringer – den ene markering kastes i nærheden af hunden, når den er på vej hjem med tredje and, og det er naturligvis dumpegrund, hvis en hund fristes til at bytte emne; det gjorde ingen af hundene.

En enkelt hund magtede ikke opgaven, men resten af hundene fandt og bragte sikkert ænderne fra det våde element.

Apportering af fuglevildt

Denne disciplin blev afviklet i højmoseterræn med tuer og en vegetation, der bestod af vekslende græsarter.

En due og en krage blev udlagt uset af hunden. Herefter blev fører og hund kaldt frem, og to duer blev kastet synligt for hunden.

Hundene skulle så – uden førerens hjælp – vise, at de evnede at markere de udkastede duer og først finde og bringe disse to emner. Herefter kom så turen til de to udlagte, som skulle findes i et samarbejde mellem hund og fører.

Den allerførste hund på fuglevildtbanen magtede ikke at finde den sidste due, men de øvrige bragte samtlige emner til føreren. Det var bare solidt arbejde i sensommervarmen.

Men måske bør en del af hundeførerne træne mere målrettet i markeringsopgaverne; kun halvdelen af hundene magtede at markere begge duer korrekt.

Ros fra prøveleder og udvalgsformand

Kl. 15.30 kunne prøveleder Allan Bredsgaard kalde til samling og præmieoverrækkelse. Både han og formanden for Jægerforbundets hundeudvalg, Kirstein Henriksen, udtrykte stor og velfortjent ros til deltagerne.

26 hunde havde bestået prøven, og kampen om vinderplaceringer blev tæt; det var de berømte små marginaler, der afgjorde rækkefølgen i toppen. Faktisk scorede de to bedste hunde begge det maksimale pointtal på 232. 

1.-vinder: Ruhåret hønsehund Ronja, Arne Pedersen, 232 point.

2.-vinder: Korthåret hønsehund Abildgaards Joy, Ingeborg Abildgaard, 232 point.

3.-vinder: Labrador retriever Miska Edward, Preben Christiansen, 230 point.

I år blev der for første gang kåret vindere i de enkelte discipliner: 

 

Bedste hund på hårvildtbanen:

Ruhåret hønsehund Ronja, Arne Pedersen.

Bedste hund på Vandbanen:

Kl. Münsterländer Simba, Elisabeth Refslund.

Bedste hund på fuglevildtbanen:

Labrador retriever Mikki, Steen Sørensen. 

Se alle resultater her.

Alle involverede i Forbundsmesterskabet i udvidet apportering 2016 – deltagere, prøveleder og hjælpere – kan se tilbage på et fornemt mesterskab. Afviklet perfekt i ideelle omgivelser. Og hunde og førere kan se frem til den jagtsæson, som er nært forestående. Hundene har en kvalitet, der vil højne kvaliteten på enhver jagt.