OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Nye test på vej for Borrelia?

Muligvis er der nye test metoder på vej for danskere, som frygter at være inficeret med Borrelia bakterier via bid af flåter.

Formanden for Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Liselott Blixt (DF), fremsatte onsdag den 4. november forslag til folketingsbeslutning, som – hvis der bliver flertal for det – vil pålægge regeringen at tage mere end én test i anvendelse.

I øjeblikket anvender de danske sundhedsmyndigheder kun den såkaldte ELISA-test. Fra flere sider har det været kritik af dette. I Jægers september udgave stod et af vore medlemmer, Ib Lauritsen, frem med en bredside mod myndighederne. Han var selv syg af Borrelia gennem et par år, selv om han ikke færre end fire gange blev testet med ELISA. Hver gang med et negativt resultat til følge, og derfor var lægernes dom, at han ikke havde den frygtede bakterie. Først da han selv tog affære, og via en privat klinik fik sendt sine blodprøver til test i udlandet, fik han svaret: du har kronisk borreliose. Hvorpå en stærk antibiotikakur gjorde ham rask.

Ib Lauritsens holdning er, at vi i Danmark bliver nødt til at følge flere andre landes eksempel, eksempelvis Tyskland, hvor man anvender to eller tre test.

­– Jeg fik nærmest et chok, da jeg ved en hurtig søgning på internettet fandt ud af, at mine symptomer var godt beskrevet og velkendt af andre patienter, der var meget kritiske over for Sundhedsstyrelsen, og især den ELISA-test, som de læner sig 100 procent op ad, fortalte Ib Lauritsen til Jæger dengang.

I dag siger Ib Lauritsen – som er byrådsmedlem for Venstre i Ikast-Brande Kommune – at han har haft et møde med Liselott Blixt, sammen med en lille, uofficiel gruppe, som har arbejdet hårdt for at få de danske sundhedsmyndigheder til at ændre holdning.

– Nu begynder jeg at tro på, at vi kan få mere end én test i Danmark, mener Ib Lauritsen og uddyber: – Der er i høj grad brug for det. Efter artiklen i Jæger blev jeg kontaktet af cirka 20 andre jægere, som alle var ramt af de samme symptomer som jeg, og som heller ikke var blevet hjulpet i det nuværende sundhedssystem.

Forslagets ordlyd

”Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at tage initiativ til at udarbejde en ny strategi for behandling af patienter med flåtbårne infektioner. Strategien skal sikre, at patienter kommer hurtigere i behandling, og at der kan anvendes andre tests end den nuværende test (ELISA-test) til konstatering af Borrelia og andre flåtbårne infektioner. ”

Om baggrunden for sit forslag siger Liselott Blixt: – Jeg har arbejdet med emnet i mange år, og har hørt så mange argumenter for, hvorfor vi ikke bør nøjes med én test i Danmark. Jeg har en ubehagelig fornemmelse at, at et større antal danskere går rundt med en ubehandlet Borrelia infektion, fordi den nuværende test ikke fanger dem. Det kan vi ikke være bekendt, og det bør vi have ændret på.

Andre test er fx Western Blot og EliSpot. Det tyske privathospital, Borreliose Centrum Augsburg – som den danske læge, Claus Hancke, kalder Europas bedste eksperter i Borrelia – anvender dem alle tre.

Hvad nu?

– Nu får vi at se, hvordan de andre partier forholder sig til mit forslag, siger Liselott Blixt og fortsætter: – Jeg har en god fornemmelse af, at ordførerne fra de mindre partier vil støtte det, mens jeg er i tvivl om Socialdemokratiet og De Radikale. Jeg har talt med sundhedsminister Sofie Løhde, og jeg håber, at jeg kan lave en aftale med hende, så vi også kan få Western Blot testen indført.

Liselott Blixt tror ikke, at hendes beslutningsforslag kommer til debat i folketingssalen på denne side af Nytår.

– Det bliver nok til januar. Behandlingen af et forslag til folketingsbeslutning foregår på den måde, at især de forskellige partiers ordførere fremlægger deres synspunkter og holdninger.  Men jeg vil også bede mine partifæller tage ordet, for jeg forventer modstand. Nogle politikere vil utvivlsomt vælge den holdning, at når Sundhedsstyrelsen er tilfreds med, at vi kun har ELISA-testen, så er der ikke grund til at ændre noget

Tekst: Max Steinar
Foto: Max Steinar