Ekstra jagter gav gevinst

Onsdag, 28. jan 2015

Naturstyrelsen Blåvandshuk har i januar afholdt to ekstra bevægelsesjagter, da der ikke var nedlagt det fornødne antal hinder og kalve af jagtkonsortierne i området samt under de betalingsjagter, der allerede var blevet afholdt.

Jagterne blev annonceret til salg via Naturstyrelsens Netbutik, og de i alt 80 pladser var udsolgte på kort tid.

Parolen anviste, at for kronvildts vedkommende måtte der nedlægges hinder, kalve og hjorte til og med seksendere.

Den første jagt fandt sted den 8. januar i plantagen Blåbjerg Vest. Her blev der nedlagt en ræv, to små hjorte, otte kalve og 17 hinder. Den anden og sidste jagt fandt sted den 12. januar og foregik i Kærgaard Plantage. Her var udbyttet en ræv, et rådyr, tre spidshjorte, syv kalve og 12 hinder.

Spændende jagt

Uanset at der blev nedlagt et tocifret antal krondyr på hver jagt, og uanset at jagterne fandt sted i et af de bedste kronvildtområder i Danmark, så er der stadig ikke nogen garanti for, at hver eneste jæger kommer til skud. Der er oven i købet risiko for, at man intet oplever.

Sådan var det i tilfældet med Torben Bjerre fra Skygge. Den midtjyske jæger var én ud af et mindre selskab, som tidligere i år har købt sig til en af disse sene jagter i januar. Torben Bjerre havde ellers fået, hvad han betegner som en fin post; et tårn centralt placeret i plantagen. Men han så ikke skyggen af et krondyr. Hvilket desværre for ham var en gentagelse af den oplevelse, han havde på en tilsvarende jagt i sidste sæson.

- Sådan er jagt jo. Jeg synes alligevel, jeg oplevede et godt arrangement. Fint planlagt og effektivt afviklet, beretter jægeren, som også havde sin lillebror, Lasse Bjerre, med på jagten.

Lasse havde mere tur i den; han nedlagde en hind og en smalhind. Brødrene var ledsaget af blandt andet formanden for Kragelund Jagtforening, Lars Mogensen. Også han har været med på turene til Oksbøl tidligere, og han var ikke i tvivl, da han fik tilbuddet om at deltage.

- Jeg har altid sat pris på at komme til det flotte område ved Oksbøl. Nogle gang sker der en masse, andre gange er man knap så heldig, men man kender jo vilkårene, mener Lars Mogensen, som nedlagde en smalhind.

I alt berettede de 45 deltagende jægere at have set cirka 340 dyr. Nogle af disse har naturligvis været gengangere, men alligevel kan man konkludere, at denne jagts udtag af i alt 22 krondyr ikke har slået benene væk under den lokale bestand.

Mål: 290 dyr

Vildtkonsulent Ole Daugaard-Petersen var jagtleder på begge jagter. Han er godt tilfreds med udbyttet.

- Et udbytte på 27 og 22 krondyr betragter jeg absolut som et godtaget resultat. Vi har ikke lige frem været begunstiget af smukt vejr. Heftige regnbyger og stærk blæst er jo ikke de optimale vilkår, hverken for jagt generelt eller for sikker skydning, men mange af deltagerne er garvede jægere, som ved hvad de har med at gøre, og som afpasser deres skydning efter forholdene, mener Ole Daugaard.

Jagterne bliver som nævnt afviklet som bevægelsesjagter. Altså den jagtform, hvor der kun er én meget stor såt, og hvor enkelte drivere/hundeførere går rundt på kryds og tværs.

- Det har vist sig at være en meget effektiv jagtform, som generelt giver de bedste muligheder for sikre skud, idet vildtet som oftest kommer langsommere forbi jægerne end på en traditionel drivjagt, oplyser Ole Daugaard.

Forud for jagtsæsonen 2014/15 var det målet for Naturstyrelsen Blåvandshuk at prøve at få nedlagt 290 stykker kronvildt. Pr. 13. januar var der nedlagt 121 hinder, 67 kalve og 59 hjorte - i alt 247 stykker kronvildt.