Quesadilla med cheddar, jalapenos, spinat og letrøget dyrekølle

QUESADILLA ER EN mexicansk ret, som ofte også kaldes quasadilla. Retten er blevet meget populær, også uden for Mexico. Den består af en flad majspandekage (tortilla), som foldes omkring ost i en halvmåne og steges på en varm pande, til osten smelter. Tortillaen kan også indeholde forskellige former for grønsager og eksempelvis stegt kød eller bacon. I denne ret er anvendt letrøget dyrekølle. Uanset hvilken metode, der anvendes, er quesadillaen en skøn aftensmad, forret, frokost, snack eller blot natmad, som kan varieres i det uendelige. Det vigtigste er, at der er rigeligt med ost i, så quesadillaen kan hænge sammen.

Antal personer: 2 prs.
2 store håndfulde frisk spinat 4 fuldkornstortillas (mexicanske pandekager) 6-8 tynde skiver letrøget dyrekølle 1 lille brie
250 g revet cheddarost 200 g salsa Jalapenos eller frisk chili 1 lille bundt forårsløg (med det grønne)

Fremgangsmåde:

  1.  Skyl spinaten, og nip den grove stilk af. Tør forsigtigt spinaten i et rent viskestykke eller i en salatslynge.
  2.  Smør de fire tortillas med et tyndt lag salsa, helt ud til kanten.
  3. Fordel de tynde skiver af letrøget dyrekølle på de to af dem.
  4. Skær brien i tynde skiver, og læg skiverne oven på det røgede kød.
  5. Skyl og skær forårsløgene fint, og drys dem oven på brien.
  6. Fordel halvdelen af den revne cheddar oven på de to af pandekagerne, og sørg også her for at komme helt ud til kanten.
  7. Fordel spinaten sammen med jalapenos (pas på, de er stærke!) og herefter resten af osten.
  8. Kom de to andre pandekager over med salsaen nedad, så du får to dobbelte pandekager.
  9. Varm en smule olie op på en stor pande.
  10. Steg quesadillaerne sprøde på hver side. Pas på, når du vender dem, og pres dem let sammen under stegningen, så osten smelter og binder dem godt sammen.

Servering:
Skær quesadillaerne ud i trekanter, og server dem varme. De serveres sammen med en blandet salat, cremefraiche og guacamole.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken