Dyrekølle stegt i kuglegrill

At grille har ofte været signalet til hyggeligt samvær en sommeraften i skønt vejr, hvor man slapper af og nyder maden i det fri med familie og venner. I dag har mange en lukket grill, en kuglegrill, så det at grille er ikke længere noget, der kun hører sommeren til. Med den lukkede kuglegrill kan man grille året rundt i al slags vejr. Kuglegrillen har ikke blot forlænget grillsæsonen væsentligt, men har også åbnet for nye muligheder, der inddrager adskillige andre kulinariske traditioner med mange nye og spændende ingredienser, f.eks. vildt. Vildt bliver nemlig fremragende, hvis det er tilberedt korrekt i grillen – altså skånsomt og med nænsom hånd, så det beholder saft og smag.

Antal personer: 4 prs.
1 dyrekølle Olie 2 pakker bacon i skiver 2 løg
Salt og peber 5 dl grønsagsbouillon 1/2 l fløde Maizena

Fremgangsmåde:

  1. Udben dyrekøllen, mens kuglegrillen forvarmes.
  2. Skær de to pakker bacon i tynde strimler og hak løgene meget fint. Brun begge dele lidt i en gryde med ganske lidt olie og køl dem af. Stop bacon og løg ind, hvor benet var, og rul kødet fast sammen og bind godt med kødsnor.
  3. Pensl køllen med olie, drys med salt og peber og læg den på grillristen over en drypbakke med bouillon i.
  4. Læg låget over og åbn for lufttilførslen. Grill køllen indirekte i 1 1/2-2 timer, afhængigt af hvor gennemstegt den skal være. Jo længere tid den steger, jo mere tør bliver den. Indvendig temperatur skal være mellem 65 og 75 grader. Er der termometer på grillen, skal grillens temperatur være ca. 200° C. Husk at bruge briketter, som giver en meget god varme.
  5. Tag køllen ud, når dens indvendige temperatur er nået, og hold den varm i stanniol og viskestykke. Lad den hvile i ca. 20 minutter.

Sauce:

Mens køllen står og trækker, laves saucen.

  1. Stegeskyen fra drypbakken hældes i en gryde, tilsættes fløde, koges op og jævnes let med maizena.
  2. Smages til med salt og peber og tilsættes æble- eller ribsgelé efter smag.

Servering:

Køllen udskæres i tynde skiver og serveres med en lækker salat eller waldorfsalat og råstegte eller nye kartofler.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken