Sauterede skovsnepper i vin

DENNE LILLE, LÆKRE spisefugl bør ikke ligge for længe i fryseren, højst fire-fem måneder, da det er en forholdsvis fed fugl. Ligger den for længe, vil det tynde fedtlag blive harsk under dybfrysningen, med det resultat at smagsoplevelsen ikke bliver særlig god, og det er synd, for snepper er en pragtfuld spise. Har man mulighed for det, bør den spises friskskudt og gerne plukket, så skindet skåner kødet under tilberedningen.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: 6-8 snepper Bacon i skiver ½ l vildtfond eller grønsagsbouillon Lidt olie Lidt smør
250 g små champignoner eller andre svampe 1 fint hakket løg 1 fed hvidløg ½ dl tomatpure 1½ dl hvidvin Finthakket persille

Fremgangsmåde:

  1. De istandgjorte snepper tilberedes hele eller halverede. Når de er klar, krydres de med salt og peber, hvorefter de ombindes med baconskiverne.
  2. Snepperne brunes i hed olie i en stegegryde eller i en højkantet sauterpande.
  3. Fuglene tages op, og der tilsættes lidt smør i gryden, heri svitses det finthakkede løg og det hakkede hvidløg uden at tage synderlig farve. Hvidvinen hældes i, og vinen nedkoges til ca. den halve mængde.
  4. Snepperne, tomatpure og fond/bouillon tilsættes, og retten braiseres under låg, til man kan mærke, at kødet let slipper lårbenene på snepperne. Stegetiden kan variere lidt, men ca. en time. Koger fonden omkring snepperne for meget ned, kan der tilsættes yderligere en smule.
  5. Når fuglene er færdige, tages de op, og saucen smages til med salt og peber. Er saucen for tynd, kan den jævnes med en smule maizena udrørt i lidt vand.

Servering:

Ved servering kommes saucen over de stegte snepper, og retten pyntes med smørristede champignon og frisk hakket persille. Retten kan serveres med hvide kartofler, kartoffelmos, stegte kartofler eller ris og gerne med grønsager eller salat.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen