Gransuppe med en snert af rodfrugter og chili

GRANNÅLE - Når der går gran i suppen, bliver den helt perfekt! Gran, kan det virkelig bruges i madlavning? vil mange tænke. Ja, det kan det, og det kan faktisk give en fremragende smag i mange retter, så længe det er skuddene, vi anvender. De skal derfor plukkes tidligt om foråret, lige når de er sprunget ud – og helst når de stadig har den brune „hat“ på.

Antal personer: 4 prs.
Ingredienser: 5 dl grannåle/fyrenåle (nye skud) 100 g pastinak 100 g persillerod 100 g gulerod 1,5 l vand
Lidt frisk chili 3-4 dl piskefløde Lidt grønsagsbouillon Salt og peber Ca. 50 g parmaskinke

Fremgangsmåde:

  1. Grannålene skylles, og rodfrugterne skrælles og skæres i fine tern.
  2. Lav en nålegrundsuppe ved at koge grannålene i vand i ca. 30 minutter.
  3. Si herefter grannålene fra. Gem halvdelen af nålene, og hak dem fint.
  4. Kog rodfrugterne møre i suppen fra nålene, og blend dem i suppen med en stavblender.
  5. Tilsæt lidt grønsagsbouillon og lidt chili, og lad det simre i 5 minutter
  6. Tilsæt fløden og de hakkede nåle.Lad suppen simre i yderligere 10 minutter. Smag til med salt og peber.
  7. Skær parmaskinken i strimler. Rist strimlerne på en tør, hed pande. De sprøde skiver drysses over suppen lige inden servering.

Velbekomme

Finn Kallesø Sørensen, Vildtkokken

ADVARSEL!
Taks kan forveksles med grantræer. Det er derfor vigtigt at bemærke, at taks er giftig. Det gælder både bær og nåle, så brug endelig ikke nåle fra taks.

Billede af taks med nåle og bær!