Mårhund (Nyctereutes procyonoides)

Feltkendetegn

Mårhunden er hjemmehørende i Asien, men blev i 1930’erne udsat i Rusland som jagtdyr til pelsjægere. Derudover blev den opdrættet på pelsfarme i blandt andet Danmark.Siden har arten bredt sig, blandt andet til Finland, Sverige og Danmark. Den klassificeres derfor som en invasiv art.

Mårhundens kendetegnes ved, at pelsen er mørkebrun til gråbrun med lange grove dækhår. Bryst, underside og ben er sorte. Mårhunden har en ”ansigtsmaske” med brede sorte striber over øjnene, som er delt over snuden.

Spor

Mårhundens fodaftryk kan ikke umiddelbart skelnes fra en mindre hunds spor. Sporet kan minde om rævens, men er en anelse kortere og mere rundt.

Omkring graven danner mårhunden latriner som mindre fordybninger, på samme måde som grævlingen. Her lægger familiens medlemmer deres ekskrementer og urinerer.

Forveksling

Som grævlingen og vaskebjørnen har mårhunden en ansigtsmaske i form af brede sorte striber over øjnene. Grævlingens tegninger i hovedet er langt mere markant sorte og hvide end mårhundens. Grævlingens maske går desuden på langs fra snuden mod ørerne, mens mårhunden og vaskebjørnens maske går på tværs, henover øjnene og ned over kæben. Mårhundens maske er delt over snuden, og den har ikke stribet hale som vaskebjørnen.

Udbredelse og levesteder

I Danmark er mårhunden primært etableret i Sønderjylland, Vestjylland og på Djursland.

I kraft af mårhundens evne til at svømme kan den muligvis udgøre en trussel mod ynglende fugle på småøer og holme, som normalt er fri for rovpattedyr. Der gøres derfor en stor indsats for at begrænse eller udrydde mårhunden i Danmark.

Mårhunden kan leve i mange forskellige habitater, inklusive kulturlandskaber og bebyggede områder. Den ser dog ud til at foretrække fugtige områder nær søer og åer, gerne blandingsskov med tæt, lav bevoksning. Mårhunden ses også ofte i områder med rørskov ved kysterne, hvor der findes mange ynglende fugle.

Føde

Mårhunden er generalist og æder mange forskellige fødeemner. Småpattedyr, både smågnavere og spidsmus, udgør sammen med fugle, fisk, padder, bær og korn hovedparten af føden. Ådsler og affald er en større del af kosten om vinteren.

Yngleforhold

Parringstiden er normalt fra februar til april, men kan forsinkes af et sent forår. Mårhunde er drægtige i 60 dage og føder 5-10, nøgne og blinde hvalpe i perioden april til juni. Mårhunden får forholdsvis mange hvalpe, men der er stor dødelighed indenfor det første leveår.

Hannen fodrer hunnen den første tid efter fødslen og deltager i pasning og fodring af hvalpene. Hvalpene kan klare sig selv efter 4 måneder, men overvintrer i nogle tilfælde sammen med forældrene. En del hvalpe slår sig ned i nærheden af forældrene, men øremærkning viser, at unge mårhunde kan vandre op til 50 km fra fødestedet. Dyrene færdes gerne i par, også på jagt. De hævder ikke territoriet særlig aggressivt. Mårhunden bliver kønsmoden som 1-årig.

Bestandsudvikling

Mårhunden har en høj reproduktionsevne og kan under gode forhold etablere store bestande i løbet af en relativt kort årrække. Erfaringerne fra udlandet vidner om dette, og det tog fx kun 15 år for mårhunden at kolonisere hele Polen. I Finland er bestanden ligeledes vokset kraftigt, og i meget velegnede områder vurderes sommerbestanden at tælle op til 100 mårhunde pr. 1000 hektar. I Nordtyskland vurderes bestanden til at være på op 9,5 voksne dyr pr. 1000 ha. Til sammenligning vurderer man, at bestanden af ræve i Tøndermarsken er på ca. 20 ræve pr. 1000 ha. Bestandens størrelse er ukendt men stigende i Danmark, og det formodes, at bestanden primært reguleres af en målrettet bekæmpelse udført af Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund.

Vildtforvaltningsrådets målsætning

Mårhund betegnes som invasiv art.