Unik pris til Danmarks Jægerforbund
På årets Naturmøde i Hirtshals fik Danmarks Jægerforbund ”Den Omvendte Biodiversitetspris”. En pris som vi egentlig selv mener, er ganske ufortjent, men som vi alligevel skal være glade for, da det giver os en mulighed for at fortælle, hvad vi gør for at fremme biodiversiteten.
Det er sjældent, at man bliver indstillet til en pris, som man egentlig ikke mener, at man har fortjent at vinde. Men når det nu skal være, så ser Danmarks Jægerforbunds chef for interessevaretagelse, vildtforvaltning og uddannelse, Niels Søndergaard, det som en gave at vinde Den Omvendte Biodiversitetspris, som uddeles af De Unge Biodiversitetsambassadører.
Ud over Danmarks Jægerforbund var de indstillede til prisen: Miljøminister Magnus Heunicke, Dansk Ornitologisk Forening, Albertslund kommune og Thisted kommune. Alle indstillede fik mulighed for at holde en ”forsvarstale”, men kun Danmarks Jægerforbund, DOF og Magnus Heunicke benyttede sig af den mulighed, og mødte op i teltet hos De Unge Biodiversitetsambassadører, hvilket affødte både ros og bifald.
Begrundelsen for indstillingen var, at Danmarks Jægerforbund ønsker, at jagt i strengt beskyttet natur som udgangspunkt skal være muligt på lige fod med al anden menneskelig aktivitet. En afstemning blandt publikum gav altså sejren til Danmarks Jægerforbund, og Niels Søndergaard fik overrakt prisen, som er en original tegning af Anders Morgenthaler.
Benyttelse af naturen giver ejerskab
Man skulle måske tro, at det var en bittersød fornemmelse at modtage prisen, men sådan ser Niels Søndergaard slet ikke på det.
- Kritikken går på, at vi vil jage i strengt beskyttet natur, når det fagligt set er bæredygtigt. Bæredygtig benyttelse af vores fornybare naturressourcer skaber indsigt og forståelse for at beskytte naturen. Hvis ikke mennesker kan plukke en svamp i skovbunden, et bær fra en busk, fange en fisk eller nedlægge et stykke vildt uden det har negative effekter, så tror jeg det bliver svært at sikre den folkeforståelse og ikke mindst ejerskab for beskyttelse af naturen. Netop en bæredygtig “benyttelse” af naturen ofte er en forudsætning for forståelse af naturen og behovet for genskabelse og bevaring af økosystemer. Vi skal huske på, at mennesket er og bliver en del af naturen, siger han.
Tidligere på dagen havde Niels Søndergaard haft en samtale med Sophie Graarup fra De Unge Biodiversitetsambassadører i jægerforbundets telt. Her blev der diskuteret flere aktuelle emner i en god og konstruktiv tone, og Sophie Graarup blev lidt overrasket over de ting vi allerede gør for at fremme biodiversiteten
Derfor rådede hun Danmarks Jægerforbund til at styrke fortællingerne og kommunikationen af de gode historier og vores arbejde for mere biodiversitet. Og måske er det lige netop her, årsagen til at vi vandt Den Omvendte Biodiversitetspris skal findes, siger Niels Søndergaard.
- Det er klart, at hvis ingen ved, hvad der bliver gjort for at fremme biodiversiteten, både i forbundet og ude i lokalområderne, så kan fordomme og misforståelser hurtigt brede sig, og jeg tror, at det er den væsentligste grund til, at vi vandt prisen. Derfor må vi også prøve at få fortalt de gode historier til offentligheden, så det bliver mere tydeligt, at vi rent faktisk arbejder for en større biodiversitet, slutter han.