Offentliggjort den: 03. juli 2025

Stigende vildtudbytte trods færre jægere

Danmarks Jægerforbund roser jægernes indsats for endnu en sæson med høj indberetningsprocent i vildtudbyttestatistikken, stigende brug af detaljer og rekordstor deltagelse i vingeundersøgelsen. Alligevel vækker udviklingen i råvildtbestand og -forvaltning bekymring.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Niels Søndergaard

Den netop offentliggjorte vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2023/24 viser, at danske jægere har indberettet et samlet udbytte på 1.641.993 stykker vildt – en stigning på 73.376 i forhold til sidste år. Det sker på trods af, at antallet af jagttegnsløsere er faldet med cirka 5.000. Med andre ord: Færre jægere har nedlagt mere vildt.

Stigningen skyldes primært en fremgang i fuglevildtet, hvor gråand, fasan, krikand, skovsneppe og edderfugl tegner sig for størstedelen af fremgangen. Også arter som dobbeltbekkasin, knarand og pibeand har haft mindre fremgange. Disse stigninger skal ses i lyset af den markante tilbagegang i 2022/23, hvor dårligt vejr formodes at have haft indflydelse på både fuglenes tilstedeværelse og jægernes aktivitet.

Stor ros til jægerne: Rekord i vingeindsamling og flere detaljer

Et særligt lyspunkt i årets rapport er jægernes stigende villighed til at bidrage med detaljerede data. I 2024/25 har næsten 46 procent af det samlede pattedyrsudbytte været ledsaget af oplysninger om køn, alder eller jagtmåned. Det er en klar forbedring sammenlignet med tidligere år, og et vigtigt bidrag til en mere målrettet og bæredygtig vildtforvaltning.

Samtidig er der indsendt hele 21.519 fuglevinger til den danske vingeundersøgelse  – det højeste antal nogensinde. Det er en markant stigning på næsten 7.000 vinger sammenlignet med sidste sæson, og et bevis på jægernes engagement i dataindsamlingen. Danmarks Jægerforbund takker alle jægere, der har bidraget til dette værdifulde arbejde.

Råvildtudbyttet falder – men bukkeandelen stiger markant

Der er dog også bekymrende tendenser. Udbyttet af råvildt er faldet til under 67.000 individer – det laveste niveau siden 1989. Samtidig udgør bukke nu 59 procent af det samlede råvildtudbytte, hvilket ligger betydeligt over anbefalingerne for en sund og balanceret forvaltning. En skæv kønsfordeling kan på sigt få konsekvenser for bestandenes reproduktion og struktur.

Danmarks Jægerforbund opfordrer til øget opmærksomhed på dette område og til, at flere jægere prioriterer en mere balanceret afskydning ud fra den lokale bestand i kommende sæsoner.

Stigende udbytte af hjortevildt, færre harer

Det store hjortevildt viser fortsat fremgang. Der er nu registreret over 15.000 nedlagte stykker dåvildt og mere end 12.000 stykker kronvildt. Det betyder, at der for tredje år i træk nedlægges ca. 3.000 flere stykker dåvildt end kronvildt. Fremgangen kan ses som et resultat af bestandsudvikling, men også en øget jagtindsats.

Der ses tilbagegang i antal nedlagte harer. Her er udbyttet nemlig faldet med 1.780 individer. Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for en egentlig bestandsnedgang, men kan hænge sammen med ændret jægeradfærd – eksempelvis større fokus på andre arter, en mindre populær spise eller ændrede jagtformer.

Højt niveau af engagement og ansvarlighed

Danmarks Jægerforbund glæder sig over det generelt høje niveau af engagement og ansvarlighed blandt danske jægere. Den fortsatte styrkelse af datakvaliteten – både gennem detaljerede indberetninger i vildtudbyttestatestikken og vingeindsamling – giver et vigtigt grundlag for en fagligt funderet forvaltning af vores vildtressourcer.

Men udviklingen i råvildtudbyttet understreger også nødvendigheden af fortsat dialog, bevidsthed og justering i jagtudøvelsen. Det er et fælles ansvar at sikre vildtets bæredygtighed – både i dag og for fremtidens jægere.