Kend din krage
I Danmark findes to underarter af krage, gråkrage, som nyder størst udbredelse, og sortkrage, der primært er udbredt i den sydvestlige del af landet.
Krager er i zoologisk forstand spurvefugle. De er tilpasnings dygtige, hvilket betyder, at de i høj grad har fundet sig til rette i kulturlandskabet og findes ynglende i hele Danmark.
Krager er opportunister, og kombineret med deres intelligens har det sat dem i stand til at udnytte en lang række fødemuligheder, herunder menneskeskabte. Da de gerne vænner sig til mennesker og forstår at skelne mellem ”hverdag” og faresituationer, har de også fundet sig til rette og yngler i byområder. De danske krager er overvejende standfugle. I vinterhalvåret gæstes Danmark af et antal krager fra det øvrige Skandinavien og Rusland. På trods af landskabsændringer viser DOF’s tællinger, at sommerbestanden været nogenlunde stabil siden midten af 1970'erne, mens gæsterne fra nord i højere grad bliver, hvor de er, og vinterbestanden er svagt faldende.
Forvekslingsmuligheder
I Danmark findes der to underarter af krage, gråkrage og sortkrage. De to kan dog danne par og få unger. Fjerdragten hos sådanne hybrider kan fremstå som en blanding. Hvor gråkragen ved sin størrelse og fremtoning næppe kan forveksles med andre kragefugle, kan det være lidt vanskeligere for det uopmærksomme øje at skelne sortkragen fra f.eks. råge eller ravn. Ravnen er dog væsentlig større end kragen og halen tydeligt rudefor-met. De voksne råger skiller sig tydeligt ud ved det blege og fjerløse parti omkring næbroden.
Rågens unger tillægger sig først det blege parti i løbet af vinteren. På efterårets trækjagt skal man derfor være ekstra opmærksom, hvis man befinder sig i områder med sortkrager. Rågeungerne kan skelnes fra kragerne ved deres smallere vinger og hurtigere vingeslag. Når man først har gjort sig bekendt med forskellene, vil man sjældent være i tvivl, når man ser fuglene i flugten og i øvrigt noterer situationen.
Hør podcasten:
Udbredelse
Danmark ligger på skillelinjen mellem udbredelsesområderne for gråkrage og sortkrage. Nord og øst for Danmark er gråkragen dominerende, mens det syd og vest for er sortkragen. De tætteste bestande af gråkrage findes i de østlige dele af landet.
Krager er territoriehævdende i aggressionen, hvilket lægger en begrænsning på antallet af reder inden for et givent område. Den danske ynglebestand af krager anslås til ca. 140.000 par. Ud over disse finder man ungfugle, der endnu ikke yngler, samt voksne fugle, der ikke har kunnet finde et ledigt territorie.
Levesteder
Kragen findes primært i fragmenterede landskaber, men udnytter gerne alle muligheder og altså også byområder. Den er i høj grad altædende, og kosten fordeler sig således over alt fra frø og plantedele, insekter, orme til ådsler og madaffald.
Kragen optræder også som prædator. Fugleæg, unger og harekillinger indgår derfor også, og i takt med at antallet af egnede levesteder for andre arter er forsvundet fra landskabet, kan prædationen få voksende betydning for lokale byttedyrbestande.
Yngleforhold
Reden placeres helst i et højt træ, og parret etablerer et territorium, der forsvares gennem hele ynglesæsonen. I denne periode kan man se krager angribe andre krager og rovfugle for at trænge dem væk. Krager yngler første gang som toårige. Hunnen lægger fire-seks æg, som hun udruger i løbet af 19-20 dage. I regnperioden ses hannen bringe føde til hunnen. Ungerne forlader reden efter fire-fem uger.
Jagt og regulering
Krager har jagttid i fem måneder fra 1. september til 31. januar. Jagten gennemføres oftest som udfordrende træjagt. Interessen for jagt på krager har været aftagende, og især i starten af 1980'erne, da jagttiden på krager blev fjernet og erstattet af mulighed for regulering, faldt udbyttet markant. Efter en ændring i Fuglebeskyttelsesdirektivet blev jagttid på krager dog genindført i 1997.
I egne, hvor gråkrage eller sortkrage forvolder skade på markafgrøder eller øvrig fauna, kan der søges tilladelse til regulering, hvis der ikke findes andre tilfredsstillende løsninger. Fra 2023 har der skullet søges for de to underarter hver for sig. I visse områder kan det være nødvendigt at søge for begge. Andre steder kan unødvendige ansøgninger lægge pres på systemet og er derfor en overvejelse værd. Efter endt reguleringsperiode er det et krav, at regulerede individer indberettes. Det er naturligvis vigtigt, at denne indberetning er korrekt, både ift. underart og antal.
