OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Årets mest læste historier på Jægerforbundet.dk

Vi fejrer nytåret ved at kigge tilbage på de mest læste historier på Jægerforbundet.dk i 2018. Det var som 2017 et begivenhedsrigt år, og der er både ulv, kat og flere gange jagttid på listen.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund
Foto: Troels Romby Larsen

Hvad er det egentligt som de besøgende på jaegerforbundet.dk læser om, når de læser jagtnyhederne på forsiden? For at fejre at året er omme, tager vi et kig ned over de ti mest læste nyheder – i omvendt rækkefølge:

10. Husk ændringerne i kronvildtjagten

En god gammeldags servicemeddelelse har sneget sig med på listen som nummer 10. I oktober begyndte kronvildtjagten mange steder i landet, men visse steder med nogle lidt anderledes regler end normalt. Det var noget I gad læse om i slutningen af september.

Læs artiklen

9. Regler for kronvildtjagt i februar

I februar var der også tvivl om reglerne for kronvildtjagt – nærmere betegnet på kronkalv. Den gang fik vi rigtig mange henvendelser pr. telefon. Derfor lavede vi en nyhed, som rigtig mange af jer altså læste.

Læs artiklen

8. Første danske kronhjort med bue

Hm, tegner der sig et mønster med kronvildt på denne top ti? Nummer otte handler også om kronvildt. I år var det nemlig muligt at tage på buejagt efter det store danske hjortevildt. Og det havde Franz Holmberg gjort en sen september aften. Det indbragte ham den – så vidt vides – første danske kronhjort, der er nedlagt med bue.

Læs artiklen

7. Klar til 1. september?

Op til den 1. september var der igen glødende telefoner hos Danmarks Jægerforbund. I medlemmer ville nemlig gerne være helt sikre på alle de nye regler og jagttider, der trådte i kraft med jagttidsbekendtgørelsen og andre jagtrelaterede bekendtgørelser. Vi samlede svarene og gav jer overblikket i denne artikel, som vist landede på et tørt sted.

Læs artiklen

6. Mand sigtet for at skyde ulv

Årets nok mest omtalte nyhed blev ikke den mest læste på Danmarks Jægerforbunds side. Den 66-årige mand, der i april skød og dræbte en ulv, trak naturligvis mange og store overskrifter i landets medier, såvel som på jægerforbundets hjemmeside. Og ikke mindst: milelange kommentarspor på diverse sociale medier.

Læs artiklen

5. Skriv under på borgerforslag: Kattelov ønskes

En anden art, der kan få diskussionerne til at gå højt, er katten. I september og oktober løb en underskriftindsamling, der gerne ville nå 50.000 underskrivere, så forslaget om en decideret kattelov kunne komme til behandling i folketingssalen. Artiklen trak mange læsere på Jægerforbundets side, men lovforslaget nåede aldrig det ønskede antal.

Læs artiklen

4. Ny jagtlov trådt i kraft

1. januar 2018 trådte en ny jagtlov i kraft. Det er i sagens natur en skelsættende dag i jægerkredse, og vel også derfor blev denne artikel en af årets mest læste historier. Jagtloven, der blandt andet fjernede bør-reglen og banede vejen for mange af de bekendtgørelser, der har haft indflydelse på jagten i 2018, var også årsag til en masse spørgsmål.

Dem rettede vi i denne artikel mod Mikkel Friberg, der er kontorchef i Miljøstyrelsens afdeling for naturforvaltning, og som gav svarene.

Læs artiklen

3. Chokerende afgørelse i Rebild Kommune

I Rebild startede sommeren med noget af et granatchok for jægerne. Her valgte 13 af 25 byrådsmedlemmer nemlig at fratage kommunens 1.300 jægere muligheden for at træne med deres våben på den lokale skydebane.

Chokket bredte sig til resten af landet, og I læste så flittigt, at det blev den tredjemest læste historie i 2018.

Læs artiklen

2. Krybskytter i Søbe: Forbandet svineri

Ingen jægere er krybskytter, men der findes desværre nogle idioter, der er. Og sådan nogle var på spil i Søby syd for Herning i det tidlige efterår. Her kunne I i en dramatisk historie læse, hvordan lokale lodsejere havde set krybskytterne, men desværre ikke fanget dem. Og I kunne se de groteske billeder af døde dåhjorte, skudt i halsen, og med afsavede stænger.

Historien blev den næstmest læste nyhed på jægerforbundet.dk i 2018.

Læs artiklen

1. Nye jagttider vedtaget

De var længe ventet og blev først offentliggjort nærmest samtidigt med, at de trådte i kraft. Vi taler naturligvis om de ny jagttider, som trådte i kraft 1. juli 2018, men først kunne offentliggøres på vores hjemmeside dagen efter, på grund af en sen offentliggørelse fra ministeriet.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen havde med de nye jagttider valgt at følge Vildtforvaltningsrådets anbefaling. Det var gode nyheder for jægerne der fik mere jagt på ti arter og blandt andet fik jagten tilbage på tidligere fredet arter for første gang. Omvendt blev der reduceret jagtmuligheder på fem arter.

Læs artiklen

Tak for en godt 2018 - tilbage er der vist kun at ønske: Rigtig godt nytår til dig og din familie!