OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 18. november 2021

Endnu mere indhold på Jagtprøven.dk

Indholdet på undervisningsuniverset Jagtprøven.dk bliver ved med at vokse, til glæde for både aspiranter og undervisere. Vi har f.eks. opdateret sitet med mere end 500 nye kvalitetsbilleder til undervisning i vildtkending.

Tekst: Jes Mikkelsen

Jagtprøven.dk er Danmarks Jægerforbunds onlineunivers til jagttegnsundervisningen, hvor aspiranter og jagttegnskursuslærere har adgang til test, video, e-bøger, lektionsplaner og meget mere. De første 18 mdr. er i øvrigt gratis for jagttegnskursister. Siden, som blev lanceret den 1. september 2021, er allerede en stor succes med rigtig meget trafik, og den vokser, udvikles og opdateres hele tiden.

Fantastisk materiale til undervisningen

Senest er sidens i forvejen omfattende og detaljerede billedunivers blevet heftigt opdateret og styrket med mere end 500 nye kvalitetsbilleder til undervisning i vildtkending. Manden bag kameraet er fotograf Carsten Holm Clausen, som mange jagttegnskursuslærere og fugleinteresserede allerede kender særdeles godt. Carsten Holm Clausen, der selv er passioneret jæger og naturentusiast, har målrettet arbejdet på at få arterne i kassen, så de nye jægere har de bedste muligheder for at lære vildtet at kende, inden de bevæger sig ud på jagt. Med disse nye billeder er der lagt vægt på netop jægerens perspektiv, så der altid er tydelige kendetegn i fokus på billedet.

Med de nye billeder findes der nu mere end 1300 vildtkendingsfotos på Jagtprøven.dk, og aspiranterne har derved fået en endnu bredere portefølje af billeder til at understøtte deres uddannelse.

Fra jagttegnskursuslærer til jagttegnskursuslærer

Et andet tiltag, der er værd at nævne her, er muligheden for videndeling underviserne imellem. Danmarks Jægerforbunds jagttegnskursuslærere tilhører allerede eliten, og med Jagtprøven.dk som deres primære online værktøj, er aspiranterne nu endnu bedre stillet.

Når en underviser f.eks. har gjort sig særligt gode erfaringer, har fået en god idé der bare virker eller har fundet et godt værktøj, kan han/hun via Jagtprøven.dk dele sin viden med kollegerne. På den måde sættes der hele tiden fokus på at skabe indhold og aktivitet i undervisningen, så aspiranterne i høj grad arbejder med indholdet. Og bliver mere rustet til jagtprøven og det efterfølgende jægerliv.

- Undervisning og læring kan forstås som vildtets veksler i skoven, siger Mads Dragsbæk, undervisningskonsulent i Danmarks Jægerforbund. Han uddyber:

- Jo mere vekslerne bliver brugt, jo tydeligere bliver de, og på samme måde forholder det sig med undervisning og læring. Hvis vi i undervisningen kan sørge for at behandle stoffet på mange forskellige måder, er der en god chance for at vekslerne også bliver tydelige i aspiranternes hjerne, når læringen skal falde på plads, siger han med et godt underviserglimt i øjet.

På baggrund af sin erfaring som jagttegnskursuslærer og underviser har Mads Dragsbæk, i samarbejde med andre jagttegnskursuslærere, lavet en række opgaver, som kan benyttes direkte i undervisningen.

Abonnér på den nye lovsamling

Lovsamlingen til jægeren 2021-22, som er opslagsværk for både jagttegnsaspiranter, nye og erfarne jægere, er nu kommet i handlen og kan bestilles hos forlaget SEGES.

Indhold og opbygning af årets lovhæfte er helt i stil med tidligere udgivelser, og med den gode visuelle markering Nyt2021 er det let for jagttegnskursuslæreren og jægere at se, hvilke væsentlige ændringer der er sket siden sidste år. Bogen findes også som elektronisk Ipaper-format.

Mens jagttegnskursuslærer i Danmarks Jægerforbund kan bestille et gratis eksemplar, slipper alle andre med den ringe sum af kr. 169,- for værket. Man kan også vælge at tegne abonnement og få Lovsamling til jægeren tilsendt automatisk til din privatadresse hvert år i oktober.

Pensum er gældende hele 2022

Der kommer løbende ny lovgivning, som påvirker jagten, men for at det ikke skal forvirre aspiranterne frem mod prøven, har jagtprøvens parter indgået aftale om, at årets pensum hvert år ’lukker’ den 1. juli. Fra den dato har aspiranter og jagttegnskursuslærere mulighed for at sætte sig ind i den lovgivning, som passer til undervisningen. Ydermere er der i samme gruppe indgået aftale om, at ændringer i lovgivningen ikke slår igennem i den teoretiske jagtprøve før året efter.

Lovsamlingen til jægeren er redaktionelt igangsat 1. juli 2021 og er derfra gældende som pensum for undervisning hele 2022.