De vilde mårdyr er ikke smittebomber
Jægere og andre naturinteresserede hjalp forskerne med at indsamle døde mårdyr til en undersøgelse for potentielle zoonotiske sygdomme - altså infektionssygdomme, der kan overføres mellem dyr og mennesker. Nu foreligger resultatet, og hovedbudskabet er: Der er ingen grund til at frygte smittespredning fra vilde mårdyr.
Dødfundne dyr kan give os oplysninger om forholdene for de levende dyr og derigennem bidrage med viden om, hvordan vi bedst kan forvalte naturen. Jægere og andre naturinteresserede har gennem de seneste år hjulpet Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet med at indsamle hjemmehørende arter i mårfamilien (brud, lækat, ilder, husmår, skovmår, odder og grævlinger). De indsamlede mårdyr er blandt andet undersøgt for forekomsten af udvalgte zoonotiske patogener, dvs. parasitter, bakterier og virus, der kan smitte mellem mennesker og dyr. Dette arbejde er et eksempel på en One Health-tilgang med fokus på sammenhængen mellem dyrs, menneskers og miljøets sundhed.
Omkring 200 mårdyr, indsamlet i hele landet, blev undersøgt for forekomst af parasitterne Toxoplasma gondii og rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis), Methicillin resistente Staphylococcus aureus (MRSA) og Francisella tularensis bakterier, samt forskellige typer coronavirus, herunder SARS-CoV-2. De fleste af de undersøgte mårdyr var trafikdræbte. Derfor varierende kvalitet af de trafikdræbte mårdyr og prøveantallet for enkelte analyser.
Vi fandt antistoffer mod parasitten T. gondii i blod fra 71 procent af mårdyrene, og påviste DNA fra parasitten i 24 procent af prøver af hjertemuskulatur fra mårdyrene. Prævalensen af T. gondii antistoffer i mårdyre-ne ligger på niveau med prævalensen fundet i andre europæiske undersøgelser af vildtlevende rovdyr. T. gondii kan inficere mange forskellige dyrearter. Prævalensen i huskatte svarer til niveauerne, der er konstateret i vilde rovdyr. Antistoffer kan også findes i får, svin, kreaturer og hjortevildt.
Rævens dværgbændelorm blev ikke påvist i mårdyrene. Parasitten er primært fundet i ræve og mårhunde, samt gnavere. Bland mårdyr er parasitten kun påvist i amerikansk mink. Mårdyr er ikke kendt som slutvært for rævens bændelorm.
- Læs også: Håndtering af rævens dværgbændelorm
Staphylococcus aureus blev påvist i fem ud af de 27 undersøgte grævlinger, men ingen af de fundne stafylokokker var methicillin-resistente. Andre mårarter var alle negative for stafylokokker. Antibiotika-resistente Staphylococcus bakterier er påvist i enkelte mårdyr i Europa, dog ikke MRSA-typen. Antibiotika-resistente bakterier er fundet i mange forskellige pattedyr. Forekomsten af antibiotika-resistente bakterier og antallet af antibiotika-resistente bakteriestammer i vilde dyr er oftest forbundet med forurening med antibiotika fra behandling af mennesker og husdyr i landbruget.
Francisella tularensis, der kan give harefeber, blev ikke påvist i mårdyrene. Infektioner er især kendt fra harer og kaniner (i nogle lande kaldes Francisella for kaninpest), men også fra hjortevildt, vildsvin, rovdyr og fugle. Nye undersøgelser indikerer, at Francisella er mere udbredt end tidligere kendt. Antistoffer mod Francisella kan spores i 7 procent af hjortevildt, i 16 procent af mårhunde og i 2 procent af bloddonere på tværs af Danmark.
Mårdyr er kendte værter for en række coronavirus og prøver fra de indsamlede mårdyr blev derfor undersøgt både bredt for coronavirus og specifikt for SARS-CoV-2. Coronavirus blev påvist i én enkelt ilder. Beslægtede coronavirus er tidligere fundet hos ildere og fritter i andre lande. Alle de undersøgte mårdyr var negative for SARS-CoV-2. Det stemmer overens med resultater fra screeninger af vilde rovdyr i Nordjylland i forbindelse med covid-19-udbrudene i minkfarme og mennesker for få år siden.
Bakterier, parasitter og virus er en naturlig del af biodiversiteten og bidrager til dynamikken i værtsdyrs bestande. Øget indtrængen af mennesker og husdyr i naturen samt vilde dyrs brug af tæt beboede områder verden over øger risikoen for smitte mellem vilde dyr, husdyr og mennesker. Vores undersøgelser viser, at de hjemmehørende mårdyr kan bære zoonotiske patogener, men at prævalensen er lav, bortset fra forekomsten af T. gondii. Alle vores mårdyr lever i lave bestandstætheder, og bortset fra grævling er de alle meget solitære. Det reducerer risikoen for spredning af sygdomme mellem vildtlevende mårdyr samt smitte videre til mennesker og husdyr.
Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet er fortsat meget interesseret i at modtage dødfundne oddere, brude og lækatte. Frys de indsamlede dyr ned og kontakt Morten Elmeros, elm@ecos.au.dk.
Undersøgelserne var finansieret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Indsamlingen af mårdyr var finansieret af 15. Juni Fonden og skete via frivillige i samarbejde med Danmarks Jægerforbund, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og AQUA Akvarium & Dyrepark. Vi skylder alle en stor tak for bidrag og indsats.
Denne artikel er skrevet af Morten Elmeros, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, Mie J.S. Hansen, Pikka Jokelainen, Øystein Angen, Thomas Bruun Rasmussen og Rebecca P.K.D. Berg, Statens Serum Institut, Rosalina Molberg Rotovnik, Parasitologi og Patobiologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab.
