Offentliggjort den: 27. maj 2026

Ny millionindsats skal styrke jagtens rolle i naturforvaltningen

15. Juni Fonden lancerer nu ”Jagt i balance” – en 10-årig indsats med en økonomisk ramme på op til 50 millioner kroner. Målet er at styrke viden om jagt, biodiversitet og befolkningens syn på jagt samt bringe forskning, jægere, lodsejere og myndigheder tættere sammen om fremtidens naturforvaltning.

Tekst: Pressemeddelelse, 15. Juni Fonden
Foto: Arkivfoto, Danmarks Jægerforbund

Da bukkejagten gik ind i weekenden, var det nok de færreste der skænkede sammenhængen mellem biodiversitet og jagt en tanke. I 15. Juni Fonden er netop den sammenhæng et vigtigt element i en ny, stor satsning med navnet ’Jagt i balance’.

For at sikre en jagt i balance er der behov for mere viden. Vi mangler viden om jagtens betydning for biodiversitet; om hvordan jægerne og lodsejerne værner om naturen og om danskernes opfattelse af jagt. For 15. Juni Fonden er det vigtigt, at der både udvikles ny viden og at den eksisterende viden sættes i spil og omsættes til handling, der gavner både jagt og biodiversitet. Fonden vil bringe forskning, praksis og erfaring tættere sammen – på tværs af fagligheder og aktører – så vidensunderstøttelsen gør en reel forskel.

Rig og robust natur

En rig og robust natur er fundamentet for jagt. Naturen skal have plads og kvalitet, så biodiversiteten styrkes, og der er bæredygtige bestande af vildt at gå på jagt efter. Her spiller jægere og lodsejere en central rolle. De er tæt på naturen og engagerede i dens udvikling – og derfor bliver de vigtige aktører i satsningen.

Samtidig er jagtens fremtid afhængig af befolkningens tillid. Jagt skal udøves ansvarligt og inden for samfundets rammer med fokus på hensyn til natur, dyr og mennesker

- Vi ønsker at bidrage til, at jagt også fremover står stærkt som en anerkendt og ansvarlig del af naturforvaltningen, hvor jægere og lodsejere bygger videre på stærke traditioner, praktiske erfaringer og ny viden for at skabe værdi for natur og biodiversitet, og samtidig understøtte befolkningens tillid til jagt og jægere også i fremtiden, siger Helene Kähler Hjenner, bestyrelsesformand for 15. Juni Fonden.

Videnspartner fra Københavns Universitet

Programmet Jagt i Balance indledes med en toårig fase, hvor der indsamles viden og de vigtigste aktører inddrages. Dronning Marys Center på Københavns Universitet indgår som videnspartner, og skal være med til at styrke vidensgrundlaget for indsatsen. Arbejdet omfatter vidensindsamling, identifikation af vidensbehov samt udbredelse af centrale indsigter gennem brobygning mellem forskning og praksis.

- I Dronning Marys Center ser vi frem til at indgå i 15. Juni Fondens program. Vi vil blandt andet bidrage med dataindsamling og forskningsbaserede analyser, der skal styrke vidensgrundlaget for en fremtidig jagtpraksis som bidrager endnu mere end i dag til naturbeskyttelse og biodiversitet. I samarbejde med 15. Juni Fonden gennemfører vi undersøgelser blandt jægere, lodsejere og den brede befolkning for at kortlægge holdninger, praksisser og vidensbehov. Samtidig arbejder vi med at samle og omsætte eksisterende forskning, så indsatsen hviler på et solidt og tværfagligt vidensgrundlag, der kan følges og justeres over tid, siger Simon Kjær Hansen, centerleder i Dronning Marys Center.

15. Juni Fonden vil sammen med Dronning Marys Center invitere en række aktører på tværs af forskning, interesseorganisationer og myndigheder til at bidrage til arbejdet.

Det gælder både udviklingen af undersøgelserne – med første resultater i starten af 2027 – og arbejdet med at samle aktørerne om en fælles vidensstrategi for jagt og biodiversitet.

Strategien skal styrke koordineringen af forskning og viden og gøre det nemmere at omsætte viden til handling. 15. Juni Fonden lægger op til en 10-årig satsning med en bevillingsmæssig ramme på op til 50 mio. kr., dvs. et årligt bevillingsniveau på op til 5 mio. kr.

 

Fakta om 15. Juni Fonden


15. Juni Fonden arbejder for et bæredygtigt samfund præget af plads til mere og bedre natur. Fonden arbejder for, at jagt foregår med respekt for naturens balancer og bidrager til mere og bedre natur. Fonden støtter udbygning af vidensgrundlaget for en bæredygtig jagt, og bidrager til dialoger, samarbejder og tværfaglige indsatser, der sikrer, at jagt i Danmark bidrager positivt til naturudviklingen.

15. Juni Fonden støtter også styrkede rammer for kulturen og bedre kunstneriske udfoldelsesmuligheder samt styrket mental sundhed. Fonden har desuden til formål at støtte forskning og uddannelse. Det sker på alle støtteområder.

Fakta om Dronning Marys Center


Dronning Marys Center arbejder for at gøre human- og samfundsvidenskabelig forskning til en ressource i løsningen af samfundsproblemer. Centret bygger bro mellem universitetets forskningsmiljøer og de aktører, der står midt i samfundets komplekse udfordringer – i den offentlige sektor, civilsamfundet og erhvervslivet. Gennem partnerskaber mellem forskning og praksis samskaber Centret viden, der fremmer innovation og samfundsudvikling. Bag centret står det humanistiske, samfundsvidenskabelige, teologiske og juridiske fakultet ved Københavns Universitet.