OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 21. oktober 2022

Hvornår skal jeg søge om fornyelse af våbentilladelse?

Du er formentlig vant til at modtage et brev fra politiet, når du skal forny din våbentilladelse. Men sådan er det ikke mere - eller i hvert fald ikke i øjeblikket. Hvad skal du så gøre?

Tekst: Nicholai Vigger Knudsen
Foto: Jacob Munkholm Jensen

De fleste af os er vant til at modtage en erindringsskrivelse fra politiet om, at vores våbentilladelse snart udløber, og at det nu er tid til at ansøge om en ny. Denne service kan politiet ikke levere i øjeblikket. Det betyder, at det nu er vigtigere end det plejer, at du selv holder øje med, hvornår din våbentilladelse udløber, og at du sørger for at ansøge rettidigt om en ny våbentilladelse.

Et af de spørgsmål, som Danmarks Jægerforbund hører ofte i øjeblikket, lyder således: "Hvis jeg skal søge om ny våbentilladelse rettidigt, hvornår er det så?"

Det er et rigtigt godt spørgsmål, når nu sagsbehandlingstiderne for våbentilladelser ved Politiets Administrative Center (PAC) ændrer sig fra uge til uge. Derfor har jægerforbundet kontaktet PAC og har på jeres vegne stillet spørgsmålet.

Svaret fra politiet er, at man nødigt vil udtale sig om en specifik tidsperiode endnu, da systemet endnu ikke er færdigimplementeret, og en sådan specifik tidsperiode vil desuden give de fleste jægere en forventning om, at hvis de overholder denne periode, ja, så vil den nye våbentilladelse komme i tide, inden den gamle udløber. Og det tør PAC ikke love.

Til gengæld har PAC oprettet en hjemmeside, Status på våbentilladelser, hvor du kan se, hvilke typer af ansøgninger de i øjeblikket er ved at sagsbehandle. Hvis der f.eks. den 1. oktober står, at de er ved at behandle ansøgninger om våbentilladelser til jagtrifler indsendt ultimo maj, så kan du med fordel ansøge om fornyelse af din våbentilladelse ca. fire måneder før den udløber. Hvis der samme dato står, at de er ved ansøgninger fra primo juli, så kan du vente med at søge om en ny tilladelse indtil tre måneder før den gamle udløber.

De fleste har i dag en digital kalender, enten på telefonen eller på computeren. Gør dig selv den tjeneste at indstille en alarm i din kalender, der fortæller dig, når det er ved at være på tide at forny din våbentilladelse. Som de, der har været soldater, vil have hørt et utal af gang, så er tillid godt, men kontrol er bedre. Så husk nu selv at kigge på din tilladelses udløbsdato, og lad være med udelukkende at vente på, at myndighederne fortæller dig det.