Offentliggjort den: 13. maj 2026

Internationalt samarbejde skal styrke jægernes stemme

Danmarks Jægerforbund arbejder for en stærkere og mere koordineret international interessevaretagelse for jagten. På årets generalforsamling i CIC blev der sat fokus på behovet for tættere samarbejde mellem CIC og FACE i de store internationale natur- og biodiversitetsprocesser.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Niels Søndergaard

Danmarks Jægerforbund deltog i april i generalforsamlingen hos International Council for Game and Wildlife Conservation (CIC) i Wien, hvor biodiversitet, bæredygtig naturforvaltning og jagtens rolle i internationale processer var centrale temaer. Et vigtigt budskab fra både Nordisk Jæger Samvirke (NJS) og Danmark på mødet var behovet for at styrke samarbejdet mellem CIC og den europæiske jagtorganisation FACE – særligt i relation til internationale processer under blandt andet CBD, CMS, CITES og IUCN.

Under mødet blev det fremhævet, at CIC allerede har en vigtig rolle som international platform for koordinering og interessevaretagelse i de multilaterale fora. Denne rolle er også understreget i samarbejdsaftalen mellem CIC og FACE. Samtidig blev det påpeget, at potentialet langt fra bliver udnyttet fuldt ud i dag.

Blandt andet blev CIC’s fravær ved CMS COP15 nævnt som et eksempel på, at jagtens interesser risikerer at stå svagere internationalt, hvis organisationerne ikke arbejder mere samlet og strategisk.

Behov for en fælles strategi

På mødet blev der derfor opfordret til, at CIC i tæt koordinering med FACE og medlemsorganisationerne prioriterer den internationale interessevaretagelse højere fremover.

Et konkret forslag var, at CIC – i tæt dialog med FACE – tager lederskab i at udvikle én samlet strategisk tilgang til processerne under CBD, CMS, CITES og IUCN frem for at behandle konventionerne hver for sig.

Baggrunden er, at modstående interessegrupper allerede arbejder strategisk og koordineret på tværs af de internationale konventioner og dermed opnår en væsentlig fordel i arbejdet med at påvirke internationale beslutninger om natur, biodiversitet og vildtforvaltning.

Forslaget blev ifølge de danske deltagere positivt modtaget af CIC’s ledelse, og efterfølgende drøftelser viste bred opbakning til behovet for en mere samlet og strategisk indsats.

DJ tilbyder at bidrage

Danmarks Jægerforbund følger nu op på drøftelserne og har tilbudt CIC at bidrage aktivt til arbejdet. Jægerforbundet har blandt andet gjort opmærksom på, at forbundet allerede repræsenterer betydelige faglige og internationale kompetencer gennem medlemskab af IUCN National Committee i Danmark samt repræsentationen af NJS.

Samtidig deltager Danmarks Jægerforbund i den danske delegation og i European Goose Management International Working Group (EGM IWG). Hertil kommer medlemskab af flere task forces under European Goose Management Platform (EGMP), blandt andet for tajgasædgås, bramgås, grågås og kortnæbbet gås.

Dermed vurderer DJ, at forbundet kan bidrage til at sikre både faglighed og indflydelse i de internationale processer gennem CIC-samarbejdet.

Internationale beslutninger påvirker dansk jagt

Danmarks Jægerforbund har i de senere år arbejdet målrettet med international interessevaretagelse, fordi beslutninger truffet i internationale konventioner og organisationer i stigende grad påvirker rammerne for dansk jagt og naturforvaltning.

Derfor er det også afgørende for DJ, at jægernes perspektiver og erfaringer bliver repræsenteret i de internationale fora, hvor fremtidens beslutninger om biodiversitet, artsforvaltning og bæredygtig anvendelse af naturens ressourcer bliver truffet.