OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. september 2022

Husk lokale jagttider på då- og kronvildt

Efterårets jagtsæson er i gang! Udover de nationale jagttider på hjortevildt, findes der også en lang række lokale og regionale jagttider på då- og kronvildt. Så undersøg dit område grundigt, før du tager afsted - f.eks. ved hjælp af DJ jægerapp eller digitale kort.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Max Steinar

I dag starter efterårets jagtsæson for mange jægere, og mens nogle vælger haglbøssen, skal andre ud på riffeljagt. Men det kan godt være sin sag at skabe sig overblikket over de lokale jagttider, ikke mindst hvis man vil på kronvildtjagt før solopgang, og efter at solen er gået ned. Muligheden for at gå på jagt før solopgang og efter solnedgang blev indført i 2017 ved en ændring af jagttidsbekendtgørelsen, og gælder for tre konkrete områder. Længden af perioden med dæmringsjagt varierer fra område til område.

Rapport viser ulovlig afskydning

En rapport udarbejdet af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet viser, at der for to år siden blev skudt et betydeligt antal krondyr på tidspunkter, hvor det ikke var lovligt.

- En mulig forklaring kan være, at nogle har svært ved at finde ud af præcis, hvor de lokale jagttider adskiller sig fra de landsdækkende, men det ændrer ikke ved, at ulovlig jagt er uacceptabel, siger Anders Larsen, fuldmægtig i Miljøstyrelsen,  i en nyhed på Styrelsens hjemmeside. Bemærk, at nyheden er fra 2021.

For at undgå, at kronvildt bliver skudt ulovligt, opfordrer Miljøstyrelsen alle kronvildtjægere til at se grundigt på et kort over de lokale jagttider, før de går ud med riflen. På Danmarks Jægerforbunds hjemmeside kan du se digitale kort over lokale jagttider:

Klik på billedet og se jagttiden på kronvildt, hvor du har jagt:

vent!

Se i fuld skærmstørrelse

Du har også mulighed for at benytte Miljøstyrelsens kort over lokale jagttider, som du kan finde frem via denne side.

Se jagttiderne i appen Jæger

En anden og nok mere brugervenlig løsning vil være at benytte Danmarks Jægerforbunds app, som har en ibygget funktion, hvor du til enhver tid - via GPS - kan se de gældende jagttider i præcis det område, du befinder dig.

Appen tilbyder i øvrigt også masser af andre services - såsom mulighed for jagtjournal, markedsplads, schweisshunderegister, artsleksikon og info om solopgang, vindretning og vindstyrke, mv. Appen findes i både Google Play-store og i Appstore til iPhones.