Offentliggjort den: 27. juni 2022

DJ på Landsskuet i Herning

Danmarks Jægerforbund deltager naturligvis med egen stand under Landsskuet i Herning, og man ser frem til et rekordstort antal besøgende.

Tekst og Foto: Troels Romby Larsen

Efter to år med nedlukninger grundet corona åbner Landsskuet i Herning igen i 2022. Fra den 30. juni til den 2. juli vil tusindvis af udstillere, gæster og ikke mindst dyr være på pladsen. Jægerforbundet deltager som sædvanlig også med en stand takket være en masse, frivillige hjælpere.

Åbningstiderne er:

  • Torsdag den 30. juni: 09.00-17.00
  • Fredag den 01. juli: 09.00-17.00
  • Lørdag den 02. juli: 09.00.16.30

På Danmarks Jægerforbunds stand finder man en masse informationer om jægerforbundet og om jagt i almindelighed - herunder revirpleje, etablering af fodermarker mv., og der vil være aktiviteter for såvel voksne som børn.

Arne Thomsen fra kreds 2 fortæller, at man i år sætter særlig fokus på regulering af mårhunde og træning af gravgående hunde, der bruges i forbindelse med reguleringen. Hver dag vil der klokken 10.00 og klokken 14.00 være demonstration af, hvordan træningen af hundene foregår. Hver dag klokken 11.00 vil Vedersø Vildt også vise, hvordan man flår og forlægger (=parterer) et dådyr. I den forbindelse vil der være mulighed for at smage grillet dådyr samt frankfurtere og spegepølse lavet af vildtkød.

Man skal heller ikke snydes for lyden af jagthorn. På forskellige tidspunkter - ofte i forbindelse med aktiviteterne - vil jagthornsblæsere give prøver på deres færdigheder.
På standen vil der hver dag og dagen igennem være konkurrencer for børnene om viden og kendskab til i naturen, og der vil være muligged for at prøve at skyde med både, bue og pil, laser-riffel og laser-haglgevær - som vist på billedet øverst i denne artikel. Alt sammen naturligvis under kyndig og sikker vejledning.