OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. maj 2021

Indberet din udsætning

Sæsonen for udsætning af fjervildt er så små i gang igen og udsætter du fjervildt, så skal det indberettes til Miljøstyrelsen.

Tekst: Lene Midtgaard
Foto: Thomas Iversen

Uanset antallet af gråænder, agerhøns eller fasaner som udsættes i naturen, skal de indberettes til Miljøstyrelsen inden for en uge. Indberetningen foretages elektronisk på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Det er vigtigt at du husker at indberette din udsætning. Først og fremmest fordi det er lovpligtigt og en del af fundamentet for udsætningsforliget, men også fordi det er vigtigt at kunne sikre sporbarheden af opdrættet fjervildt.

Ud over indberetning af udsætning, skal du også huske at føre optegnelser over din udsætning. Det vil sige, at du på et kort markerer dine udsætningspladser, f.eks. med et tal. På et andet ark skriver du ned hvor mange stykker fjervildt der er udsat på hvilke udsætningspladser, og på hvilke dage. Disse papirer skal du ikke sende ind nogen steder, men beholde selv. De skal gemmes i to år, og hvis Fødevarestyrelsen en dag kommer på kontrolbesøg, vil de forlange at se dem.

Du finder et udkast til optegnelser over udsætning her (du skal kun finde et brugbart kort selv). Hvis du har spørgsmål om udsætning, sporbarhed, biotopplaner, anmeldelse af udsætning eller lignende, er du altid velkommen til at kontakte Danmarks Jægerforbund på 88887500. Så hjælper omstillingen med at finde en medarbejder, der kan besvare dit spørgsmål.