OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. marts 2020

Søg Naturprisen og Ildsjælprisen 2020

15. Juni Fonden søger frem til 6. april indstillinger til to priser i 2020. Fonden uddeler hvert år Naturprisen på 200.000 kr og Ildsjælprisen på 100.000 kr.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Fonden medvirker til at sikre og forbedre de danske landskabelige og naturmæssige værdier samt den danske flora og fauna. Derfor uddeler fonden hvert år to naturpriser, Naturprisen på 200.000 kr og Ildsjælprisen på 100.000 kr.

  • Naturprisen gives til den eller de lodsejere, der gennem omfattende eller langvarige aktiviteter gør en helt særlig og ekstra indsats for dansk natur og biodiversitet på egne arealer, gerne i tæt samarbejde mellem flere parter (andre lodsejere, kommuner, Naturstyrelsen, interesseorganisationer eller andre).

  • Ildsjælprisen gives til personer, institutioner eller organisationer, der gennem deres særlige indsats for dansk natur i organisationer, medier, fora og råd eller i naturområder med succes har skabt positive forandringer for naturen eller danskernes bevidsthed om naturen.

Målet med 15. Juni Fondens naturpriser er også at inspirere til samarbejde blandt lodsejere eller foreninger om naturprojekter. Fonden ser gerne, at dette sker på tværs af interesser og ejendomsskel, i håb om at dette vil føre til bedre natur og give naturen mere plads i Danmark.

Alle er velkomne til at indstille en kandidat til en af naturpriserne til 15. Juni Fonden. På fondens hjemmeside findes uddybende informationer om naturpriserne samt indstillingsskemaer.

Deadline for at indsende indstillinger er den 6. april 2020 kl. 15.00.