Mors skarpe blik gav buk
18-årige Christian Konstantinowich takkede straks ja, da onklen tilbød, at han kunne nedlægge sit livs første buk i hans jagtrevir. Christians mor var lige så hurtig til at bekendtgøre, at hun ville følge sønnen og dele oplevelsen … akkurat som de havde delt oplevelsen ved at tage jagttegnskurset sammen.
På grund af en god bestand af råvildt i reviret og derfor også en del forskellige bukke, havde onklen udstyret Christian med et foto af den buk, der måtte nedlægges. Herefter blev nevøen ”sluppet løs” sammen med sin mor, Ulla Eileen.
Vejret var – som det generelt har været på Sjælland siden starten af bukkejagten – godt, og der var mange dyr i bevægelse inden solopgang. Det lykkedes med forsigtighed mor og søn at komme usete på post nede ved mosen, hvor de over de næste timer så ikke mindre end fem forskellige bukke. De fleste var årsbukke, men den ene af dem var den udvalgte, en ældre ikke specielt lovende buk. Den udvalgte buk holdt sig hele tiden på så lang afstand, til at Christian ikke kunne afgive skud. Den unge jæger har dog gennem barndommen lagt ører til mange af onklens jagtberetninger og vidste, at alt kan ændre sig på et øjeblik.
På et tidspunkt blev den udvalgte buk så irriteret på en yngre buk, at han smed den på porten, hvorefter de ikke så mere til ham. For to nyjægere bød morgenen selvfølgelig stadig på store oplevelser, uanset om de kunne se bukken eller ej. De blev således på posten yderligere et par timer, hvor de konstant sugede morgenindtryk fra naturen til sig.
Tog tegnet sammen
Mor og søn tog jagttegn på samme hold i 2018/19, men da Ulla endnu ikke har bestået skydeprøven, var det selvsagt udelukket, at hun skulle skyde bukken. Men hvorfor tog de egentlig jagttegn?
- Det var bl.a., fordi min onkel lovede at give mig en jagtriffel til min konfirmation, men også fordi jeg havde hørt om de fantastiske og vilde naturoplevelser han har haft gennem tiden, forklarede den unge nyjæger, mens hans mor havde en anden indgangsvinkel til det jagtlige eventyr.
- Jeg har altid drømt om at komme mere ud i naturen, så da Christian fortalte at han ville tage jagttegn, tænkte jeg, at vi kunne gøre det sammen. Det ville jo give os en mulighed for, at vi kunne få spændende oplevelser sammen på skydebanen og at jeg kunne komme på jagt med både min søn og min bror, sagde hun.
I sidste sekund
Selv så dedikerede jægere, som de fleste nyjægere jo er, må til sidst give op. Klokken nærmede sig otte og de to havde været på jagt i omkring fire timer, hvorfor Ulla og Christian blev enige om, at nu var det nok slut. Christian tog riflen ud af skydestokken og hængte den over skulderen, men netop som han drejede rundt, gav de et sæt i Ulla.
- Der er den, er det ikke den buk, du må skyde, hviskede hun, mens hun fra sit skjul under nogle bladfyldte grene pegede ned mod engen. Og helt rigtigt, der mindre end 80 meter borte, stod bukken.
Christian vendte sig langsomt, lagde igen riflen i skydestokken og tog sigte mod bukken, der roligt essede af engens frodige græs og urter. Han klemte om aftrækkeren, men ingenting skete. Så huskede han, hvad endnu ikke sad indprentet i rutine; slagfjederen skulle spændes. Roligt og uden at opbygge yderligere nervøsitet, gjorde han sig igen klar og denne gang smældede det. Bukken var væk i samme øjeblik som ekkoet fra skuddet, blev kastet tilbage fra skovbrynet længere ude. Hvad var der sket? Havde han fået den?
Fantastisk oplevelse
Sammen gik mor og søn et kvarters tid senere ned mod påskudsstedet. Her fandt de hurtigt schweiss og fulgte blodsporet næsten pr. instinkt. Det endte ved kanten af et lille vandløb lidt under dem, og der lå bukken, Christians første. En buk han nok ikke havde fået uden de mange træningstimerne på skydebanen, samt sin onkels og mors hjælp.
- Den her jagt var en intenst og yderest fantastisk oplevelse. Jeg havde under hele jagten en høj puls, og hver en bevægelse skulle nøjes koordineres med min mor undervejs. Langsomt sneg vi os gennem buskadset i håb om at finde det perfekte sted at stå og undervejs følte jeg mig næsten som en finskytte i militæret, sagde Christian efter jagten.
Også Ulla havde fået en fantastisk oplevelse denne morgen:
- Det var fuldstændigt vildt intenst at være på skudhold af bukken, jeg glemte næsten at trække vejret. Jeg vidste jo ikke, hvornår øjeblikket kom, hvor han trykkede på aftrækkeren, og om han fik nedlagt bukken med første skud. Men det gjorde han selvfølgelig, hvilket gjorde mig så stolt og glad på hans vegne, forklarede hun og understregede, at det var en ekstra bonus, at det var hende, der fik øje på den, lige da de havde opgivet.
Om Ulla består skydeprøven i løbet af det næste år og om broderen inviterer hende på bukkejagt i 2021, må stå hen i det uvisse. Et er dog sikkert; Christian vil være at finde sammen med hende, når hun engang skal ud efter sin debutbuk – så meget skylder han sin årvågne mor.
