OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. juli 2019

Auktion over jagt- og fiskerejser på Brahetrolleborg Game Fair

Mere end 40 jagt- og fiskerirejser til ind- og udland kommer under hammeren, når årets store rejseaution løber af stabelen på lørdag. Samlet værdi: Over 1 million kroner.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Når Brahetrolleborg Game Fair løber af stablen i næste weekend, vil en af de helt store begivenheder være den store rejseauktion. Den finder helt præcis sted på lørdag den 3. august kl. 13:45 i avlsgårdens Bygning 3.

Her er det gamle halmdepot gjort klar til en nervepirrende auktion for op til 250 ivrige friluftsmennesker. De skal kæmpe om en eller flere af de over 40 jagtog fiskerejser til ind- og udland, samt om gavekort til både rejser og trofætransporter. Alt dette til en samlet værdi på over 1 million kroner.

Du kan f.eks. byde på en 5-dages jagt i Sydafirka med Mananga Safaris (værdi 17.000 kr.), eller hvad med en brunstjagt på elg og kronhjort i Letland med Nika Jagtgrejser (værdi 9.000 kr.).

Den klassiske hammerslagsauktion er under ledelse af autoriseret auktionsleder advokat Thomas Grønbæk Andersen, som bistås af den erfarne auktionarius og jæger Casper Cassøe. De vil tilsammen styre slagets gang professionelt og forhåbentligt underholdende.

Listepriserne for alle de rejser og gavekort, som kommer under hammeren, ligger på mellem 5.000 og 100.000 kroner, så der er muligheder for enhver pengepung.

Alle interesserede bydere skal henvende sig i Auktionssekretariatet for registrering og udlevering af byder-nummerskilt. Læs mere om alt det praktiske, samt hent hele auktionsoversigten, på Brahetrolleborg Game Fairs hjemmeside her.