OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 25. juni 2019

App’en ’Vildt & Jagt’
lukker og slukker

1. januar 2020 er det slut med den gamle jæger-app ’Vildt & Jagt’. Nedlukningen sker som en naturlig erstatning af forældet software, samt pga. billedrettigheder, som udløber i år.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Mange kender sikkert ’Vildt & Jagt’-app’en fra deres jagttegnsundervisning, hvor man via app’en bl.a. kan øve vildtkending. Oprindelig blev app’en udviklet som afløser for den endnu ældre CD-rom, som jagttegns-aspiranterne modtog sammen med ’Vildt & Jagt’-mappen.

CD-rom’en gav mulighed for at terpe jagtprøver til hudløshed, og var dengang den eneste tilgængelige mulighed for at gøre det.

Ny Jæger-app erstatter den gamle

Men meget vand er løbet igennem åen siden, og i dag findes der mange alternativer på markedet, som kan det samme. Samtidig har Danmarks Jægerforbund i mellemtiden udviklet sin nye app, ’Jæger’. Denne app er gratis for medlemmer af jægerforbundet, og indeholder – ligesom den gamle app – bl.a. solnedgangs- og jagttider, almanak, vejrudsigt og artsleksikon. Der er også mulighed for at læse magasinet Jæger via app’en.

App’en ’Vildt & Jagt’ udløber som sagt 1. januar 2020, hvor den forsvinder fra App Store og Google Play. Indtil da vil app’en være åben som hidtil, men vil dog fra 1. juli 2019 ikke længere blive opdateret på jagtlovstoffet. Jagttegnsmaterialet vil dog fortsat være gangbart indtil app’en definitivt lukker ned.

Billedrettigheder udløber

Når store dele af rettighederne til det billedmateriale, som benyttes på app’ens vildtkendingssider, udløber ved årets udgang, giver det ikke mening at holde app’en i live længere. Derfor har Danmarks Jægerforbund besluttet at videreføre app’ens jagttegnsrelevante teorimateriale på siden jagtprøven.dk, som udover på computeren også kører rigtig godt på mobiltelefonen.

Næste deadline for tilmelding til at tage jagttegn er 18. juli. Find et kursus og en jagttegnskursuslærer på oversigtskortet her.