Vildttællinger vækker opmærksomhed på tv
Jægerråd Hjørrings succes med lokale vildttællinger har vakt national opmærksomhed og fået tv-vært Steen Andersen til at følge arbejdet tæt. I en ny udsendelse af Jagtmagasinet sættes der fokus på både den frivillige indsats, ny teknologi og det stærke sociale fællesskab bag den vigtige bestandsovervågning.
Steen Andersen, der er vært på dk4's Jagtmagasinet, var i april med på en af Danmarks Jægerforbunds vildttællinger. Det kommer der en udsendelse ud af, der vises første gang torsdag den 14. maj, klokken 21.
Under et ophold i Grønland modtog Steen Andersen et tip om en artikel omhandlende Jægerråd Hjørrings store succes med at få de lokale jægere til at oprette tælleruter, og bidrage til den meget vigtige bestandsovervågning. Steen Andersen kontaktede Regnar Bæk, der er formand for Jægerråd Hjørring og de to fik hurtigt en aftale i stand, så Steen kunne komme med på vildttælling.
En sen aften i april, mødtes Steen Andersen med Regnar Bæk samt Kurt Thomsen og Jan Poulsen, for, i mørket, at køre en fastlagt rute i Hjørring Kommune. Imens bilens passagerer lyste ud af bilruderne med kraftige lygter, og noterede det vildt de observerede, styrede Steen Andersen sit kamera og spurgte ind til baggrunden for jægernes frivillige indsats.
I 2026 har der været gang i hele 22 tælleruter i Hjørring Kommune, hvor Jægerrådet har meldt sig som tovholdere, og blandt andet hjælper nye med at komme i gang. Traditionen tro inviterer de også til opsamlingsmøde, for alle deltagerne i årets tællinger. Et godt socialt arrangement, hvor årets tal bliver gennemgået over en omgang grillpølser med kartoffelsalat.
I år var der opsamlingsmøde den 29. april, hvor Steen Andersen igen tog turen til Hjørring. Der var tilmeldt 35 jægere, der ikke bare drøftede årets tal, men også evaluerede en ny app, til registrering af det observerede vildt. Appen blev introduceret til et opstartsmøde, i det tidlige forår, hvor Sandie Lohse Sørensen fra jægerforbundets sekretariat deltog. Hun gav en grundig instruktion i anvendelse af appen, der på sigt skal erstatte de fysiske kort, der ind til nu er blevet brugt til at notere observationerne på.
Tilbagemeldingerne på anvendelsen af appen var yderst positive.
- Det er meget nemmere og det betyder noget, når vi har små børn vi gerne vil hjem til, lød det fra et par af deltagerne. Enkelte tællehold havde ikke fået gang i appen og havde noteret deres observationer på kortene tilsendt fra DJ, andre havde kortene med for en sikkerheds skyld, hvis nu teknikken eller netdækningen svigtede.
På mødet blev det også drøftet om der var mulighed for at starte tidligere end 1. marts, blandt andet for at blive færdig inden gyllesæsonen, hvor erfaringen er at de fleste dyr trækker væk fra markerne, og så var der plads til sjove historier fra årets tælleture.
- Vi kom kørende ad Løkkensvej, da vi pludselig så en då, hvilket er sjældent i vores område, fortalte en af jægerne. Vi drejede ind til siden, for at få bedre tid til at observere dyret og var helt væk i kikkerterne, da en dame pludselig stak hovedet ind ad det åbne vindue ved bagsædet, og højlydt spurgte, om der var noget galt. Den stakkels jæger på bagsædet var nær hoppet op på skødet af sidemanden!
På forespørgsel fra Jægerrådet, kom det frem, at der var et klart ønske om, at der også i 2027, bliver lavet et opstartsmøde inden tællingerne.
- Hvis der er pølser, så kommer vi, lød det spøgefuldt fra forsamlingen, hvilket indikerer at det sociale i den slags projekter, også har stor betydning. Der var også et ønske om, at anvendelse af appen, bliver gennemgået igen til opstartsmødet.
Steen Andersen fik ordet til sidst, hvor han blandt andet fortalte om sin deltagelse i bestandsovervågning i Grønland, der har været i gang i mange år.
- Det I er i gang med her, giver et solidt fundament til forskningen, pointerede han og opfordrede til at hænge i og fortsætte det gode arbejde.
Regnar Bæk afsluttede opsamlingsmødet med en stor tak for indsatsen og fortalte, at der allerede er to nye tællehold, der har meldt sig til 2027.
- Læs mere om vildttællinger her: Vildttælling - opret tællelav.
- Der er også mulighed for at bidrage til den vigtige bestandsovervågning på andre måder: Bestandsovervågning