Aktiv dødshjælp til den firbenede jagtkammerat

Der findes masser af myter om jagthundene og deres ejere. En af dem handler om jagthunden, der trækkes om bag laden og aflives med et nådeskud. En praksis, som måske nok var udbredt tidligere, hvorimod jeg i dag fornemmer, at tiden er en anden. Men i mange jægeres optik var og er det stadig en relevant diskussion. Antallet af jagthunde, der ”hjemmeaflives”, tør jeg ikke gætte på. Min fornemmelse af denne praksis her i Sønderjylland er, at det årlige antal vel er tocifret. At det gøres i kærlighed og med omhu, har jeg nu heller ingen tvivl om.

Dyrlæger, slagtere – og jægere

Men hvad siger bekendtgørelsen om aflivning af husdyr, herunder hunde? Lidt forkortet kræver dansk lov, at aflivning af hunde udføres af personer med passende uddannelse og kompetence til at aflive dyr, herunder dyrlæger, slagtere eller indehavere af et jagttegn.

Den valgte metode skal minimere lidelse og ikke påføre unødig smerte. Selve metoden er ikke specificeret i lovgivningen, men må dog ikke foretages ved drukning. Så rent lovmæssigt er det altså lovligt for en jæger med gyldigt jagttegn at aflive egne eller andres dyr.

Den jæger, der vælger at af-live sin egen hund, frygter nok allermest, at hunden anskydes, og at den ikke dør øjeblikkeligt. Vi dyrlæger har i princippet samme dilemma. Når vi afliver et dyr, regner vi med og håber på, at hunden sover ind smerte- og reaktionsfrit.

Aflivning – et historisk tilbageblik

Historisk er metoderne til aflivning af hunde hos dyrlægerne blevet meget bedre.

Det er med gru og skam på dyrlæge-standens vegne, at jeg tænker tilbage på den måde, jeg blev undervist i aflivning for 45 år siden. Dengang gav man Suxameton (pilegift) i låret, indtil dyret var lammet, men stadig ved fuld bevidsthed og ikke smertestillet. Først derefter Fenemal barbiturat, der bedøvede og stoppede hjerte og åndedræt. Det var grufuldt. Personligt valgte jeg at springe Suxameton over og indsprøjte Fenemal direkte i blodåren, hvilket var smertefrit. Men det krævede træning og sikker adgang til venen samt ikke mindst et meget dygtigt og rutineret personale. Det var ikke noget, man kunne forvente alle steder. Og kom lægemidlet ikke intravenøst – altså direkte i blodåren – var det smertefuldt.

De forbedøvelser, der var til rådighed den-gang, var begrænsede. Senere blev Imobillon vet (et kraftigt syntetisk opiumspræparat) brugt som forbedøvelse. Men det var heller ikke ideelt, da det også ofte gav opkast, afføring, stivhed og nærmest krampe, lysfølsomhed og lav iltmætning. Desuden var smertelindringen reelt begrænset. Hvordan det føltes for hunden, ved vi jo ikke, men det var nok ikke rart. Den dygtige dyrlæge gjorde alt for at time indsprøjtningen i vene eller hjerte, så forløbet blev så smertefrit og hurtigt overstået som muligt.

I dag bruges ofte en indsprøjtningsnarkose, for eksempel Zoletil, der bedøver dyret humant, inden den endelige aflivning finder sted. Det egentlige aflivningsmiddel (den blå væske) er et Barbiturat narkosemiddel opløst i stærk sprit. Et narkosemiddel, der ved bevidst overdosering medfører bedøvelse af hjernen, hjertet og respirationsstop. Omkring midten af det 20. århundrede blev vi mennesker alle bedøvet med kortvirkende barbiturater til opstart af narkose ved operationer – dog uden stærk sprit. Selve aflivningen er medicinsk effektiv og smertefri, men – som tidligere nævnt – meget afhængigt af at præparatet indsprøjtes i blodførende væv.

Jeg tror, at alle dyrlæger på et eller andet tidspunkt har oplevet en aflivning, der ikke gik helt som forventet, og som medførte uventede reaktioner fra dyret, manglende venøs eller adgang til hjertet.

Det store ansvar

Jeg har valgt at fortælle om dilemmaet ved medicinsk aflivning, fordi gamle jægere tidligere har fortalt mig om dårlige oplevelser ved aflivninger hos dyrlæger, og som derfor har benyttet sig af deres lovmæssige ret til at tage ansvaret i egne hænder.

Dem, der har prøvet at tage jagttøjet på, at gå den sidste tur på jagt med sin firbenede ven og afslutte med en riffelkugle bag dens ene øre, finder, at det er hurtigt og smertefrit. Men naturligvis er fejlplacering af skuddet smertefuldt for hunden, en grim oplevelse for jægeren og et stort ansvar at tage på sig. Det er ikke op til mig at moralisere om metoden, da jeg kender historien. Og loven er som bekendt klar.

Beslutningsgrundlag for aflivning

Årsagerne til aflivning kan være mange. Adfærd, kraftig skade, svær sygdom og alderdom. Ved skade er ønsket om helbredelse af jagthunde meget stort. Måske har vi lidt dårlig samvittighed ved de jagtrelaterede skader, eller vi ved, hvor meget arbejde der ligger i at optræne en god jagthund. Fikses skal de i hvert fald.

I tilfælde af alderdom og slid kender jeg mange jægere, også gode venner, hvor jeg gen-tagne gange må gøre opmærksom på, at nu er det tid til en tur på sofaen. De er gået i længere tid med smertebehandling og livsforlængelse, end jeg selv ville gøre med min egen hund, og jeg har måttet sige: – Nu går den altså ikke mere.

Efter over 40 år som aktiv dyrlæge kan jeg kun konkludere, at vi jægere er lige så forskellige i tilgangen til afslutningen af hundelivet, med baggrund i uendelig kærlighed til hunden, som alle andre mennesker.

Jægere er dog tit meget bevidste om, at det skal være for hundens skyld, at den skal leve og være smertefri. Et synspunkt, vi ofte rådgiver om og understøtter. Det er en vigtig opgave for dyrlægen at rådgive i denne situation. Vi skal respektere, at tilgangen til metode kan være forskellig, så længe vi er over- beviste om, at det uanset hvad sker med minimal smerte for dyret. På grund af faren for anskydning vil jeg dog – med nutidens farmakologi in mente – anbefale en god bedøvelse inden den endelige indsovning.

Denne artikel blev bragt første gang i Jæger nr. 2, 2026.