Jægerforbundet sætter fokus på børns faldende tid i naturen

Børn skal mere ud i naturen. Det mener Danmarks Jægerforbund, som sætter emnet til debat på Naturmødet i Hirtshals i næste uge. Som en opstart til debatten har 5. klasse fra Skolecenter Hirtshals været på rågeregulering i Hjørring. Rågerne skal tilberedes og spises under debatten. Se indslaget fra TV2 Nord her.

Skrevet af: Torsten Lind Søndergaard, Danmarks Jægerforbund, 18. maj 2018

Børn tilbringer halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn. Det viser en undersøgelse, som Friluftsrådet har lavet sammen med Danmarks Naturfredningsforening.

Undersøgelsen stemmer fint overens med de erfaringer, som Danmarks Jægerforbund har på området – nemlig at børn i dag har en svagere tilknytning til naturen end tidligere.

Derfor er et at hovedopgaverne for Danmarks Jægerforbund at få børnene mere ud i naturen og åbne deres øjne for den fantastiske verden, der findes uden for vinduerne og væk fra iPaden og mobiltelefonen.

Sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund og Nordea Fonden har Danmarks Jægerforbund lanceret tjenesten ’Bliv NaturligVis’, som har det formål at give alle skolebørn en mulighed for at få en naturoplevelse med en frivillig jæger eller lystfisker. De to foreninger har sammensat et hold bestående af knap 100 frivillige jægere og fiskere, som tager skolebørn over hele landet med ud i naturen.

Hjerneforsker Kjeld Fredens fra Aarhus Universitet er protektor på ’Bliv NaturligVis’, og han er ganske klar i spyttet, når han skal vurdere konsekvenserne af, at børn kommer for lidt ud i naturen:

- Børnene vil mangle evnen til at se i helheder. De mister det store overblik, og dermed bliver de nemmere at manipulere, siger han.

5. klasse med til debat

På fredag den 25. maj kl. 10.30 begynder debatten i Jægerforbundets telt på Naturmødet. Med til debatten er formand for Jægerforbundet Claus Lind Christensen, direktør i Friluftsrådet Jan Ejlsted, hjerneforsker Kjeld Fredens, folketingspolitiker Carsten Bach fra Liberal Alliance og folketingspolitiker Trine Torp fra SF.

Men også ’eksperterne’ fra Skolecenter Hirtshals deltager – nemlig eleverne fra 5. klasse. De skal sammen med de voksne debattører flå og tilberede de rågeunger, som de var med ude at skyde ugen forinden. Debatten kommer nemlig til at foregå samtidig med, at deltagerne laver mad ud af det nedlagte vildt. Går det godt, så er der smagsprøver til tilhørerne efter debatten.

Læs alt om Jægerforbundets tilstedeværelse på Naturmødet her

Du kan læse mere om undersøgelsen bag børns tidsforbrug i naturen her 

Og du kan læse mere om ’Bliv NaturligVis’ her 

Læs mere om 5. klasses jagtoplevelser i Svanelunden i Hjørring