Danmarks Jægerforbund investerer i endnu bedre undervisning til de kommende jægere

Skrevet af: Pressemeddelelse, 30. august 2017

Pressemeddelelse: De to udbydere af undervisningsmateriale til jagttegnsundervisning, Danmarks Jægerforbund i Rønde og Vildt & Jagt i Hornslet, har i flere år udgivet parallelle undervisningssystemer. Med virkning fra og med d. 1. september 2017 overtager Danmarks Jægerforbund alle rettigheder til at producere og udgive undervisningsmaterialerne ”Vildt & jagt i Danmark”.

De to udbydere af undervisningsmateriale til jagttegnsundervisning, Danmarks Jægerforbund i Rønde og Vildt & Jagt i Hornslet, har i flere år, henholdsvis 5 og 51 år, udgivet parallelle undervisningssystemer. Med virkning fra og med d. 1. september 2017 overtager Danmarks Jægerforbund alle rettigheder til at producere og udgive undervisningsmaterialerne ”Vildt & jagt i Danmark”.

- Da vi deler den samme vision om at bidrage til at uddanne de danske jægere bedst muligt, og da vi samtidig befinder os i et nicheområde, så er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at blive enige om en styrket indsats, siger redaktør Hother Hennings fra Vildt & Jagt og fortsætter:

- Det er det bedste, der er sket for kursisterne længe. Nu bliver det muligt at udvikle et materiale med det bedste fra begge systemer og dermed genskabe den gode tradition, som flere generationer af jægere har været en del af. Personligt er jeg også glad for, at både min far, Erik Hennings og jeg selv er inviteret med i den styregruppe, der skal sætte sit præg på de kommende års udgivelser.

Danmarks Jægerforbund udgiver sit undervisningssystem sammen med SEGES Forlag. Direktør Michael Stevns siger:

- Det er en god dag for kommende jægere i dag. Vi investerer nu i at opgradere vores samlede materialer til gavn og glæde for jægere i Danmark. Indtil videre vil de to systemer udgives helt som vanligt, men det er da klart, at vi i løbet af 2018 skal kigge på, om vi kan optimere det fælles faglige indhold og minimere omkostningerne.

Vildt & Jagt i Danmark og forgængerne Den nye jæger og Grundbogen er blevet udgivet af familien Hennings siden den obligatoriske jagtprøve blev indført i 1966. I starten blev grundbogen udgivet af Hornslet Bogtrykkeri, overjagtkonsulent Egon Sørensen og jagtkonsulentvæsenet. I 1981 afløste Den nye jæger grundbogen. Det var Hornslet Bogtrykkeri, der udgav bøgerne i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund med Jes Kramer som redaktør. Her indførte forlaget systemet med ringbind og skilleblade, så bogen kunne opdateres med de seneste ændringer hvert år. Senere er der lanceret en app som supplement. I 2013 lancerede Danmarks Jægerforbund sit eget undervisningsmateriale.

Kontaktpersoner:

Danmarks Jægerforbund
Molsvej 34
8410 Rønde

Direktør Michael Stevns, tlf. 4060 5400, email: mis@jaegerne.dk

Vildt & Jagt i Danmark
Lindevej 8
8543 Hornslet

Redaktør Hother Hennings, tlf. 2167 6767, email: hother.hennings@hotmail.com

Download pressemeddelelsen som PDF

Download billede af bogen Vildt og jagt i Danmark

Download billede af bogen Jagttegn