Offentliggjort den: 04. september 2025

Husk lokale jagttider på då- og kronvildt

Efterårets jagtsæson er i gang! Udover de nationale jagttider på hjortevildt, findes der også en lang række lokale og regionale jagttider på då- og kronvildt. Så undersøg dit område grundigt, før du tager afsted - f.eks. ved hjælp af DJ jægerapp eller digitale kort.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Max STeinar

I denne uge startede efterårets jagtsæson for mange jægere, og mens nogle vælger haglbøssen, skal andre ud på riffeljagt. Men det kan godt være sin sag at skabe sig overblikket over de lokale jagttider, ikke mindst hvis man vil på kronvildtjagt før solopgang, og efter at solen er gået ned. Muligheden for at gå på jagt før solopgang og efter solnedgang blev indført i 2017 ved en ændring af jagttidsbekendtgørelsen, og gælder for tre konkrete områder. Længden af perioden med dæmringsjagt varierer fra område til område.

På Danmarks Jægerforbunds hjemmeside kan du se digitale kort over lokale jagttider:

Klik på billedet og se jagttiden på kronvildt, hvor du har jagt:

Du har også mulighed for at benytte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø’s kort over lokale jagttider, som du kan finde frem via dette link.

Se jagttiderne i appen Jæger

En anden og nok mere brugervenlig løsning vil være at benytte Danmarks Jægerforbunds app, som har en ibygget funktion, hvor du til enhver tid - via GPS - kan se de gældende jagttider i præcis det område, du befinder dig.

Appen tilbyder i øvrigt også masser af andre services - såsom mulighed for jagtjournal, markedsplads, schweisshunderegister, artsleksikon og info om solopgang, vindretning og vindstyrke, mv. Appen findes i både Google Play-store og i Appstore til iPhones.

Husk regler for tryk- og drivjagt

Tryk- og drivjagt på kronvildt er ikke tilladt i perioderne 1. september til 15. oktober og 1. februar til 29. februar. Tryk- og drivjagt defineres i Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber som jagt, hvor én eller flere personer med eller uden hund bevæger sig rundt på jagtterrænet, hvorved vildtet trykkes eller drives frem mod i forvejen posterede skytter. Det vil sige, at kronvildt ikke må nedlægges i forbindelse med tryk- og drivjagter i de herover nævnte perioder, men gerne andre arter i perioderne.

Årsagen til forbuddet mod tryk- og drivjagt på kronvildt er et ønske om færrest mulige forstyrrelser i brunstperioden fra 1. september til 15. oktober. Og fra den 1. til 29. februar er det et ønske om ikke at udsætte hjortevildtet for tryk- og drivjagt på et tidspunkt med kuldeperioder, hvor drøvtyggere generelt er mest følsomme for større forstyrrelser.