OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. marts 2022

PAC: Betydelige forsinkelser i sagsbehandlingstider

I forbindelse med en ændring i den danske våbenbekendtgørelse er politiet ved at implementere et nyt våbenregister. Implementeringen af våbenregisteret har vist sig at tage længere tid end forventet. Det betyder, at Politiets Administrative Center (PAC) kun i begrænset omfang kan behandle sager på våbenområdet. Af samme årsag er den aktuelle sagsbehandlingstid i øjeblikket markant længere end den forventede, som normalt ligger på 20 arbejdsdage.

Den 18. januar 2022 trådte en ændring af den danske våbenbekendtgørelse i kraft på baggrund af ny EU-lovgivning. Den største ændring er, at bekendtgørelsen nu stiller krav om, at ikke kun selve våbenet, men også de væsentligste våbendele bliver registreret ved politiet. I den forbindelse har politiet taget et nyt våbenregister i brug. Våbenregisteret skal øge sikkerheden på våbenområdet ved at gøre det lettere for politiet at sikre, at både våben og de væsentligste våbendele kan spores på tværs af EU’s medlemslande.

Ikke alle funktioner nåede at blive klar til lanceringen den 18. januar. Derfor kan PAC kun i begrænset omfang behandle sager på våbenområdet. Dog vil man i videst muligt omfang prioritere tilladelser til jægere og erhvervslivet først.

- Vi har fået mulighed for at udstede tilladelser til såkaldt faste våben, kombinationsvåben, optisk elektronisk og signalvåben til jagt, EU våbenpas til faste våben, tilladelser til indførsel og tilladelser til udførsel af våben i det nye våbenregister. Vi er derfor gået i gang med at behandle det store antal af ventende ansøgninger. Funktionaliteten til sagsbehandling af våben i flere dele er fortsat under udvikling, og disse sager kan vi derfor ikke behandle i øjeblikket, forklarer Ole Astrup Aldershvile, enhedschef ved PAC.

PAC arbejder på højtryk

- Vi er klar over, at det har konsekvenser for danske jægere, når Politiets Administrative Center blandt andet ikke kan udstede våbentilladelser til delte våben, og ingen er mere ærgerlig over den aktuelle situation, end vi er. Derfor kan vi også garantere, at vores motivation for at gøre det bedre er i top.

Sammen med Rigspolitiet og leverandøren af IT-systemet bag våbenregisteret arbejder PAC med højeste prioritet for at gøre systemet færdig. Tidshorisonten kendes endnu ikke, men arbejdet vil stå på i mindst nogle måneder endnu.

- Så snart vi får mulighed for at behandle sager i vores system, er tilladelser til jægere og erhvervslivet blandt de sager, vi behandler først, lover Ole Astrup Aldershvile.

Fornyelsen af eksisterende våbentilladelser er forsinket
På grund af den aktuelle situation vil mange jægere med våbentilladelser under udløb opleve, at de ikke kan nå at få deres nye våbentilladelse, før den eksisterende våbentilladelse udløber. Dette gælder både faste våben, hvor et stort antal sager er i kø til behandling, og delte våben, som PAC i øjeblikket slet ikke kan behandle ansøgninger om.

- Når blot jægerne ansøger om ny våbentilladelse før udløbsdatoen, må de dog gerne beholde deres våben – eller med lovgivningens ord: Være i besiddelse af våbenet. Vi er i gang med at afklare, om de også må bære og anvende deres våben, eller om våbnene skal blive i våbenskabet, indtil jægerne modtager deres nye våbentilladelser, siger Ole Astrup Aldershvile og tilføjer:

- Vær opmærksom på, at vi i øjeblikket ikke kan udsende påmindelser til indehavere af våbentilladelser, der snart udløber. Derfor skal jægerne selv huske at ansøge inden tilladelsens udløb. Udløbsdatoen fremgår altid af tilladelsen.

Sagsbehandlingstid på våbenpas er forlænget

PAC har desuden måttet forlænget sagsbehandlingstiden på våbenpas. Jægere, der skal ud at rejse med deres våben og ikke kan nå at få et våbenpas inden afrejse, kan i de fleste tilfælde deklarere våben til toldmyndighederne ved ind- og udrejse.

Når det nye våbenregister er fuldt implementeret, betyder det ifølge politiet, at sagsbehandlingen på våbenområdet bliver hurtigere og mere effektiv. De nuværende udfordringer med det nye våbenregister er midlertidige bump på vejen mod et rigtig godt sagsbehandlingssystem, som både borgere, erhvervslivet og politiet får glæde af i mange år fremover.


Bemærk, at der i øjeblikket ikke udsendes påmindelser til indehavere af våbentilladelser, der snart udløber. Derfor skal jægerne selv huske at ansøge inden tilladelsens udløb. Danmarks Jægerforbund følger sagen vedr. sagsbehandlingstiderne hos PAC og vil bringe alle opdateringer her på hjemmesiden.