OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. august 2021

Travlhed med at udstede nye EU-våbenpas

Politiets Administrative Center langer virkelig mange våbenpas over disken i øjeblikket. Den nuværende pukkel ventes ekspederet i løbet af 14 dage.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I løbet af foråret kunne vi fortælle historien om, at Politiets Administrative Center (PAC) var løbet tør for EU-våbenpas. De små blå hæfter var simpelthen i restordre hos leverandøren, og det betød store forsinkelser i udstedelsen af passene, der benyttes af jægere på jagtrejser i udlandet. Det smarte ved EU-våbenpasset er, at man slipper for bureaukratiet med deklaration af hvert enkelt våben ved grænsen til et andet EU-land. EU-våbenpasset er egentlig ”kun” en slags langtidsholdbar (fem år) videreudvikling af den klassiske told-deklaration, som er udviklet for at reducere bureaukratiet ved rejse med våben på tværs af landegrænser inden for EU.

Nu er lagrene imidlertid atter fyldt op, og PAC arbejder på højtryk for at få nedarbejdet den pukkel af ansøgninger, som forårets leveranceproblemer medførte. Således kan PAC meddele, at man primo august havde 2500 ansøgninger om EU-våbenpas i kø - og at man allerede nu har behandlet en fjerdedel af disse. De resterende forventes færdigbehandlet i løbet af de næste 14 dage.

Men selvom du står og skal af sted til f.eks. Sverige allerede i morgen og endnu ikke har modtaget dit våbenpas, er der ingen grund til panik. Du kan nemlig stadig benytte den gamle, mere bureaukratiske model. Det gør du ved at ansøge om at føre våben over grænsen på politi.dk. Der kan være tilfælde hvor den manuelle deklaration fortsat kan anvendes - f.eks. hvis du ikke har NEM-ID.