OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 18. november 2020

Spring med på vognen nu: DJ-lederuddannelse i en coronatid

Har du en DJ-leder i maven, eller kunne du bare godt tænke dig at efteruddanne dig som frivillig leder? Måske giver det dig blod på tanden til at gøre en forskel i din egen jagtforening! Vi har tilpasset vores kurser COVID-19 og er klar med nye datoer.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

Ledelse af frivillige er et tilbud til alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund, der kan se sig selv som potentiel frivillig leder. Uddannelsen består af tre obligatoriske og mindst fem valgfrie moduler, alt efter interesse og behov - og så er den selvfølgelig helt gratis.

Alle kursister starter med ét af i alt tre obligatoriske grundmoduler, som afholdes rundt om i landet. På grund af COVID-19 har afvikling af modulerne været sat på pause i en periode, men nu er der igen nye datoer på programmet.

I sidste uge rullede jægerforbundets første COVID-19-sikrede grundmodul med kun 10 deltagere af stablen, og du kan allerede nu tilmelde dig det næste. Det afvikles den 7.-9. januar 2021 - også med kun 10 deltagere, så vi sikrer maksimal tryghed og overholder myndighedernes COVID-19-retningslinjer.

Der er tale om et 2 dages internatkursus i Jagtens Hus, hvor både overnatning og forplejning er gratis for deltagerne. Du kan læse mere om grundmodulet og tilmelde dig her.

Flere valgfrie moduler parat

Til alle jer, der allerede er i fuld gang med jeres DJ-lederuddannelse, kan vi nævne, at der også er kommet valgfrie moduler i kalenderen. Også disse afvikles selvfølgelig efter de gældende COVID-19-retningslinjer.

Vælg f.eks. således modulet om lokal indflydelse på naturpolitik, som afvikles tirsdag den 24. november. Men der er også moduler om naturforvaltning og ledelse af frivillige på bedding.